Rasmus Würtz vender hjem til AaB

16x9

Han blev aldrig en succes i sine to år i FC København, så nu vender Rasmus Würtz tilbage til sin gamle klub AaB.

Begge klubber meddeler i dag, at den 25-årige midtbanespiller skifter med øjeblikkelig virkning på en fireårig kontrakt.

"Jeg er utrolig glad for, at vi har fået Rasmus Würtz tilbage til AaB. Han er en kvalitetsspiller, som vi kender indgående, og for både os og for Rasmus er det naturligvis en fordel, at han har spillet så mange kampe for AaB, som han har, da det betyder, han kan gå direkte ind på holdet," siger AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse.

Rasmus Würtz spillede fra 2002 til 2007 183 kampe for AaB og scorede 15 mål, og han er glad for at være tilbage i Nordjylland.

"Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage. Min situation i FC København var ikke holdbar for mig i længden, og jeg er ovenud tilfreds med at klubberne kunne blive enige om denne løsning, der er perfekt for mig," siger Rasmus Würtz, der kommer til at spille med trøje nummer 14 i AaB.

Hvad AaB har betalt for Würtz, som FCK i forårssæsonen havde lejet ud til Vejle, har hverken nordjyderne eller FCK offentliggjort.