Mentaltrænere et hit på landsholdet

16x9

De danske landsholdsspillere Simon Kjær, William Kvist og Martin Jørgen­sen bruger alle en mentaltræner. Og alle tre har også hver deres mål i det kommende år.

Forsvarsspilleren Simon Kjær har af coachen Rasmus Ankersen de seneste fire år fået værktøjerne til at stille større krav til sig selv.

"Jeg skal blive ved med at være fast mand i Palermo og forhåbentlig kvalificerer vi os til at spille europæiske kampe næste sæson. Og så skulle jeg gerne være med i VM-truppen i Sydafrika og gerne starte inde."

Fløjspilleren Martin Jørgensen har af coachen Rene Bach gennem syv år lært at fokusere på det vigtige. Frem mod VM i Sydafrika næste sommer har Jørgensen et altoverskyggende mål.

"Det overordnede mål for mig er at komme til VM, og jeg har også et delmål om at få så meget spilletid som overhovedet muligt."

Midtbanespilleren William Kvist har arbejdet sammen med mentaltræneren Christian Engel i fem år. Tidligere målsætninger er ved at blive indfriet, mens nye er dukket op.

"Jeg vil opnå at blive en central figur på den centrale midtbane på klubholdet FC København, og det er fedt, at jeg er ved at opnå det. På landsholdet vil jeg gerne over tid finde mig en plads på holdet og få mere spilletid, og der er ikke nogen tvivl om, at jeg også gerne vil med til VM."