Klavs Bruun siger stop på banen

16x9

Da storsatsende AG Håndbold lørdag eftermiddag sikrede sig oprykning til landets bedste håndboldrække med en hjemmesejr på 34-25 over Sønderjyske var det også tid til at sige farvel til en af de største profiler i dansk herrehåndbold gennem en lang årrække.

Men kun på banen. For Klavs Bruun Jørgensen sletter spillende foran sin titel som træner for AG Håndbold og vil nu kun fokusere på trænergerningen.

"Det her var min sidste kamp. Jeg håber ikke, jeg skal spille mere. Så må de andre ordne resten," siger han til TV 2 Sporten og fortsætter:

"Det har jeg gået og ventet på i rigtig lang tid."

35-årige Klavs Bruun Jørgensen deler trænerposten i AG Håndbold sammen med Søren Herskind. Gennem sin aktive karriere har han spillet talrige landskampe og slutrunder og har blandt andet optrådt for danske topklubber som GOG og FCK Håndbold.

Det resterer fortsat fire runder i 1. Division, men AG Håndbold har været så suveræn, at oprykningen altså allerede kunne fejres lørdag.