NFL's satsninger minder om FCK's

16x9
Dallas Cowboys' ejer Jerry Jones er en visionær forretningsmand, men har problemer med at sende et slagkraftigt football-hold på banen i sit enorme Cowboys Stadium. Foto: Scanpix

Som en nøglefigur bag det enorme Super Bowl-indtog i Texas står Dallas Cow­boys' holdejer Jerry Jones.

Den farve­rige forretningsmand sørgede for seks milliarder kroner til finansiering af Cowboys Stadium, hvor finalen spilles, og netop kombinationen af Jones og det nye spillested har været afgørende for placeringen af Super Bowl.

- Jerry Jones er en del af en ny ejer-generation i NFL, som har præget udviklingen i ligaen de seneste år, fortæller sportsmanagementforsker Kenneth Cortsen til sporten.tv2.dk.

MANGE INDTÆGTSKILDER
- Jones nyder i stor stil, at kunne afholde Super Bowl, men også andre store events indenfor bl.a. boksning, NBA-allstar, koncerter og lignende, tilføjer Cortsen.

Den 34-årige forsker, som underviser på University College Nordjylland og Handelshøjskolen i Aarhus, har boet i USA gennem en årrække og fulgt udviklingen i sportsverdenen tæt. Der er derfor heller ikke undsluppet Cortsens opmærksomhed, at der er faremomenter i Jones' forretningsmodel på trods af de enorme tv-indtægter.

- Visse NFL-hold er på det seneste blevet købt for 'dyrt' forstået på den måde, at overskuddet fra fodboldforretningen primært går til at dække gældsrelaterede forpligtelser, mener Cortsen og bruger blandt andet Cowboys' milliardinvestering som eksempel.

MODEL MINDER OM FCKs
- Der kan dog også drages paralleler til Danmark, selvom der ikke er samme sikkerhed for indtægtsstrømme som i NFL. Der er sikkert også folk i og omkring FCK, som ville ønske, at de bare kunne stikke alle Champions League-indtægterne i lommen uden at skulle tænke på gældsforpligtelserne, men virkeligheden er en anden, fordi visse investeringer ikke har været optimale eller for risikobetonede, siger Cortsen.

- Visse kilder omkring NFL siger derfor, at den nye generation af ejere, som investerer med høj risiko, kan være en trussel for ligaen - en situation som man også har set i engelsk fodbold, hvor visse klubber er meget gældsplagede.

På grund af lønloft, indkomstdeling ejerne imellem og enorme tv-indtægter mener Cortsen dog, at NFL er stærkt rustet fremover, men den stigende kommercialisering af ligaen, og ejernes stigende gæld har skabt en enorm interessekonflikt mellem spillere og ejere.

TVIVL OM 2011-SÆSONEN
I 2006 indgik spillere og ejere en aftale om hvordan indtægterne i ligaen fordeles, og det var oprindeligt meningen at denne aftale skulle gælde til og med 2012, men ejerne har benyttet sig af en option til at genforhandle allerede nu.

Aftalen fra 2006 udløber derfor om mindre end en måned, og hvis der ikke findes en ny løsning snarest, kan det ende med strejke i næste sæson.

- Ejerne presser på for, at spillerne skal gå 18 % ned i løn, samtidig med, at de selv høster flere penge og endda ønsker at tilføje to kampe mere i sæsonen, som vil skabe yderligere indtægter, fortæller Cortsen og tilføjer.

- Ejerne viser således tænder i et magtspil om kroner og ører, der kan gå ud over fans med interesse i kampe på stadion hver søndag. Ejerne truer med 'lock-out', hvis spillerne ikke giver køb på nogle af deres økonomiske interesser. Argumentet for, at spillerne skal give afkald på penge, er, at ejerne har investeret betragteligt i bl.a. stadions, som jo i sidste ende vil give forbedrede indtægtsstrømme.