Dalby i chok: Det hele gik i stå

16x9

Landsholdsprofilen Camilla Dalbys verden gik i et kort øjeblik i stå, da hun fredag eftermiddag fik overbragt beskeden om, at skaden i hendes knæ var langt værre end først antaget, og at hun derfor ikke længere var i spil til VM i december.

Hvad hun selv bare havde håbet kunne klares med lidt hvile, viste sig i stedet at være en revne i menisken og en længere skadespause.

"Jeg havde et billede af, at det var noget muskulært, og jeg syntes jo også, at jeg fik det bedre efter det skete. Det var selvfølgelig stadigvæk nogle stramninger i knæet, men jeg syntes stadig, at det var i bedring, så jeg var optimist og tænkte, det her skal jeg nok nå at blive klar til," siger Camilla Dalby til sporten.tv2.dk

"Men så ringede min læge og sagde, at der var noget på ydersiden af knæet, som ikke lige så ud som det skulle, og det var selvfølgelig rigtig hårdt at få at vide. Det var som om, det hele gik i stå lige der."

Turbulent døgn
Camilla Dalby blev skadet i Pokalsemifinalen mod Viborg. Og selv om hun var blevet informeret om, at hun muligvis ikke blev klar, så er det stadig svært for Randers HK-spilleren at forstå, at hun ikke kommer til VM.

"Det har jeg det selvfølgelig rigtig rigtig skidt med. Jeg har aldrig før været skadet i min karriere, det jeg har haft har været små skavanker, hvor jeg stadigvæk har kunnet spille, så det er selvfølgelig et stort chok, at det viser sig, at det er en alvorlig skade," forklarer Camilla Dalby.

"Det sidste døgn har været meget turbulent. Det er gået stærkt lige pludselig. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal bearbejde det lige nu. Jeg tror, reaktionen kommer, når jeg ser dem spille i fjernsynet. Når man forstår, at man faktisk ikke er med. Lige nu har jeg bare svært ved at forstå, at jeg er ude i nogle måneder. Det har jeg aldrig prøvet at være før."