Jakob Bresemann stopper karrieren

16x9

Lyngbys viceanfører Jakob Bresemann stopper fodboldkarrieren efter fem år og 121 kampe for klubben.

Lyngby siger med udgangen af 2011 farvel til veteranen, der de seneste år har ageret forsvarsgeneral med skiftende makkere. 35-årige Bresemann stopper karrieren for at jagte muligheder i erhvervslivet.

"Der er ingen tvivl om, at Jakob har været et stort aktiv for klubben både på og uden for banen," siger Lyngby-træner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

Farvel til en lederskikkelse
"Vi tager afsked med en lederskikkelse, som i en ung trup har bidraget med erfaring og som har været et naturligt samlingspunkt både på og uden for banen og samtidig fungeret som bindeled til den sportslige ledelse," siger han.

Bresemann kom til Lyngby i januar 2007, da de kongeblå jagtede oprykning fra 1. division. Den mission lykkedes, og selvom opholdet i den bedste række blev kortvarigt, så var han igen med til at rykke op i Superligaen i 2010.