Christina Watches Onfone rydder hele podiet

16x9
Martin Pedersen (midten) vandt 2012-udgaven af Tour of China Foto: Christina Watches Onfone

Det danske cykelhold Christina Watches Onfone - powered by Dana gjorde rent bord i etapeløbet Tour of China. Danske Martin Pedersen fastholdt den førertrøje, som han i løbets tidligere etaper sikrede sig og de næste tre pladser blev besat af Stefan Schumacher, Michael Rasmussen, og Daniel Foder. Dermed satte holdet sig på top fire i løbet, der er et kategori 2.1 - kategorien lige under Post Danmark Rundt.

De flotte placeringer betyder naturligvis også, at det danske hold vandt holdkonkurrencen i løbet, hvor Rabobank også stillede op.

Sportsdirektør Allan Bo Andresen er da også stolt og glad for triumfen.

”Det er det største jeg i både min karriere som aktiv cykelrytter og sportsdirektør har oplevet – hold nu op det var fedt. Vi kom til Kina for at sejre – en mission rytterne udførte til punkt og prikke," siger han i en pressemeddelelse.