Okore ordnede konkurrenterne - er årets talent

16x9
Okore blev interviet af TV 2's Natasja Crone på scenen Foto: Scanpix

Han er 183 centimeter høj og på vej mod at blive en kæmpe i dansk fodbold. Han har høstet bunker af international hæder for sin indsats i årets Champions League – og også debuteret på det danske A-landshold. Og så har han været med til at vinde FC Nordsjællands første, danske mesterskab som en sikker sidste skanse i defensiven.

Derfor, og på grund af hans generelle kvaliteter på en fodboldbane, kan Jores Okore nu kalde sig for årets talent 2012 i fodbold. En pris han fik overrakt mandag aften i Cirkusbygningen.

Den ivoriansk-fødte forsvarsspiller blev 20 år i år, men har allerede været med til EM for det danske landshold. Han har spillet for FC Nordsjælland siden 2008, hvor han skiftede tilværelsen i B93 ud med et liv i Farum.

Siden er han, i en alder af bare 20 år, blevet viceanfører i FC Nordsjælland. Siden debuten på det danske A-landshold i november 2011 har Jores Okores optrådt fire gange for Danmarks bedste landshold.