Peter Gade tæver Lin Dan i sin afskedskamp

16x9
Peter Gade slutter karrieren med en sejr Foto: Scanpix

Peter Gade sagde farvel til badminton på topplan med maner, da han torsdag aften mødte sin evige rival Lin Dan i en opvisningskamp i Falconer Centret på Frederiksberg.

Gade formåede for blot fjerde gang at besejre kineseren i en kamp, der endte 20-22, 21-16, 21-14.  Og det var ikke, fordi Lin Dan forærede noget væk. Godt nok skulle kineseren lige finde sine ben og tabte de syv første point, men OL-guldvinderen kom senere stærkt igen i første sæt.

Bagud 4-14 lykkedes det ham at tvinge sættet ud i ombolde og tage første stik i kampen. Peter Gade havde undervejs stor opbakning fra publikum, der blandt andet talte kronprins Frederik, og han kom stærkt igen i andet sæt. Med hjælp fra et par netrullere bragte han sig på 9-4 og bevarede teten hele vejen igennem sættet, som han altså vandt.

Danskeren fik også en god start på det sidste sæt i karrieren. Foran 12-6 og til lyden af taktfaste klapsalver holdt han kampen i et jerngreb. Selv om de 36-årige ben på det tidspunkt formentlig var begyndt at brokke sig, fik kineseren ikke lov at komme til fadet.

Det perfekte punktum for karrieren var dermed en realitet for den danske sportsmand, der fik en fortjent krammer af sine døtre efter kampen. Peter Gade nåede at møde Lin Dan 21 gange i sin aktive karriere. Det er som nævnt kun blevet til fire sejre mod kineseren, der har vundet OL-guld to gange og VM-guld fire gange.