Vild bjerg-Vuelta venter i år

16x9

Sidste års udgave af Vueltaen viste sig som et sandt drama og en lækkerbisken for cykel-entusiaster. Og 2013-udgaven af det spanske etapeløb ser ud til at have grundlaget for nye sindsoprivende oplevelser på landevejene på den Iberiske Halvø.

Ruten for årets udgave er blevet præsenteret lørdag, og ikke mindre end 11 gange slutter en etape på toppen af et bjerg - det er en etape mere end 2012-udgaven.

Og det bliver ikke bare spanske bjerg-udfordringer, der venter årets felt. Før første gang siden Michael Rasmussen vandt i Cauteres i 2003 slutter en etape på en fransk bjergtop, når 15. etape starter i Andorra og efter 232 kilometer slutter på toppen af Peyragudes.

Det ser ud til løbet vil blive afgjort på 20. og næstsidste etape, når feltet slutter på Alto de L'Angliru i Asturien med en sidste stigning på 12,5 kilometer med en gennemsnitstigning på 10,13 procent og vanvittige 24 procents stigning, hvor den er stejlest.

Hvad enkeltstarter angår, så starter løbet med en 27 kilometer lang holdtidskørsel - og så er der igen kamp mod uret på 11. etape, hvor det gælder en 38 kilometer lang enkeltstart.

Vuelta a Espana starter lørdag den 24. august og slutter søndag den 15. september.

Sidste år blev løbet vundet af Saxo-Tinkoffs spanske kaptajn Alberto Contador efter nogle drabelige dueller mod landsmændene Alejandro Valverde og Joaquin Rodriguez.