Nu står Rolf frem: Jeg var på EPO

16x9

Den tidligere danske cykelrytter Rolf Sørensen står nu frem og indrømmer, at han i løbet af 90’erne var dopet, hvor han hentede hovedparten af sine største sejre.

I TV 2 Nyhederne kl. 19 står den tidligere verdensklasserytter nu frem for første gang og indrømmer, at han var dopet.

- Jeg vælger at fortælle det, som de fleste har insinueret i lang tid, at jeg også har været dopet, og at jeg ogås har brugt EPO, og i tilfælde også stoffet kortison, siger han i interviewet med TV 2 Nyhederne.

Selv uddyber Rolf Sørensen i et statement omkring sine indrømmelser.

- Det må vist være på tide at også jeg – længe ventet – indrømmer, at have været en del af den Epo-epoke der var en del af cykelsporten i 90´erne, lyder det fra Rolf Sørensen i sit statement.

- Der er ingen andre undskyldninger, end at jeg gjorde hvad jeg følte mig tvunget til, for at være lige blandt ligesindede.

Dermed står den sidste af en generation af ryttere frem og indrømmer brugen af forbudte midler i jagten på sportslig succes. En generation, der også tæller ryttere som Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm og Bo Hamburger, der alle tidligere har indrømmet, at de havde dopet sig i løbet af deres karrierer.

Rolf Sørensen erkender, at han også burde have stået frem tidligere og lagt kortene på bordet.

- Gennem de seneste år er jeg adskillige gange - rimeligvis - blevet spurgt til emnet og jeg burde for længst have gjort rent bord. At dette ikke er sket, er alene mit ansvar og jeg undskylder oprigtigt og med stor ydmyghed for min sendrægtighed. Undskyldningen er ikke mindst rettet mod alle de gode folk, der på et fejlagtigt grundlag har forsøgt at forsvare mig, lyder det fra Rolf Sørensen, der erkender, han er for sent ude:

- Min indrømmelse kommer for sent. Alt for sent.


 

Født: 20. april, 1965

STØRSTE PRÆSTATIONER:

Tour de France:
Den gule førertrøje, 1991
Etapesejr, 1996

Giroen.
Etapesejr, 1995

Klassikere:
Liege-Bastogne-Liege, 1993
Flandern Rundt, 1997

OL:
Sølv, Atlanta, 1996