Thomas Enevoldsen overvejer klubskifte

16x9
Thomas Enevoldsen ville ikke have noget imod at vende tilbage til Danmark Foto: Scanpix

Thomas Enevoldsen overvejer sin fremtid i belgiske Mechelen efter en sæson med begrænset tid på banen.

Den tidligere landsholdsspiller startede ellers inde i sæsonens første 13 kampe og scorede seks mål. Men siden da har der været rigtig meget tid på bænken for den danske midtbanespiller, der savner spilletid.

- Jeg er nået en alder, hvor jeg er nødt til at spille hver eneste gang for at udvikle mig og hele tiden bygge på. Jeg er nået et punkt i min karriere, hvor spilletid hver weekend er det vigtigste, siger Thomas Enevoldsen til BT.

Derfor er han heller ikke bleg for at vende tilbage Danmark og prøve kræfter med Superligaen igen.

- Jeg kan sagtens forestille mig at spille for en af topklubberne i Danmark, der spiller europæisk hver sæson. For mig ville det ikke være et nederlag eller et skridt tilbage. Niveauet her i Belgien er meget lig Superligaen, og hvis jeg gjorde det godt i en dansk klub, så ville interessen fra udlandet helt sikkert også komme igen, siger den tidligere AaB'er.

Et skifte til Danmark ville også få danskeren tættere på kæresten, håndboldlandsholdsspilleren Lærke Møller., der spiller i FC Midtjylland.