FCK er danske mestre 2013!

Brøndby og FCK spillede 0-0 på et festklædt Brøndby Stadion. Det uafgjorte resultat betyder, at de nærmeste forfølgere fra FC Nordsjælland ikke længere kan indhente træner Ariël Jacobs mandskab på et tidspunkt, hvor der resterer tre spillerunder i Superligaen.

Braget mellem landets to største klubber havde en nerve, som ikke er set lignende i de sidste mange år i det storkøbenhavnske derby.

Der blev ikke vist nåde i en eneste duel. Der blev tacklet igennem, når der var behov for det i den intense atmosfære, hvor de to mandskaber blev bakket op af hver deres larmende endetribune.

Det var tydeligt, at FCK var kommet for at sikre mesterskabet, mens Brøndby ville have tre vigtige point for at holde sig over nedrykningsstregen. FCK's og Brøndbys topscorere, Andreas Cornelius og Simon Makienok, blev dækket tæt op, og det lykkedes kun et par enkelte gange for de to angribere at få afsluttet på mål.

Det var generelt en chancefattig affære, hvor det var tydeligt, at begge mandskaber mangler nogle offensive strenge at spille på.

FCK's Nicolai Jørgensen havde et par gode muligheder, når han i kraft af sin hurtighed trak fri og fik afsluttet. Desværre var kvaliteten for ringe, da han 10 minutter efter pausen var kommet fri, men afsluttede uden kraft på Brøndby-keeper Michael Falkesgaard.

Jørgensen fik en god chance alene mod Falkesgaard lidt senere, og denne gang var det præcisionen, den var gal med. Brøndby fik det også til at brænde på et par gange i gæsternes straffesparksfelt, og specielt Quincy Antipas skabte problemer på højrekanten.

I begyndelsen af anden halvleg serverede han bolden ved forreste stolpe til Jens Stryger Larsen, der dog kom lidt for sent til at få headet. Med 20 minutter tilbage valgte Brøndby-træner Auri Skarbalius at sende Dennis Rommedahl på banen i et forsøg på at få alle tre point.

Rommedahl havde en afslutning få sekunder efter sin indskiftning, men symptomatisk for den generelle skudkvalitet, så var det en ballonbold, han fik sendt af sted.

Det lå lidt i luften, at en tilfældighed kunne afgøre kampen. Men den kom aldrig. Begge mandskaber kan dog være godt tilfredse med søndagens udbytte. FCK fik sit guld, og Brøndby fik slået et hul på et point til AC Horsens under nedrykningsstregen.

Brøndby-FC København 0-0

Tilskuere: 21.031
 

  • Her er FCK's medalje-meritter i landets bedste fodboldrække:
  • Mestre: 2013, 2011, 2010, 2009, 2007, 2006, 2004, 2003, 2001 og 1993
  • Sølv: 2012, 2005, 2002 og 1994
  • Bronze: 2008 og 1998