Toft om 'Ricardo': Han fik aldrig den hæder han fortjente

16x9
Ricard Møller Nielsen Foto: Scanpix

Træneren for det danske landshold under EM-triumfen i 1992, Richard Møller Nielsen, er død, 76 år gammel.

Og det er en markant skikkelse i dansk fodbold, der har forladt os. TV 2 Sportens kommentator Flemming Toft har fulgt landsholdet under ’Ricardos’ æra som træner, og han husker især, at den fynske træner aldrig nåede helt ind i danskernes hjerter.

- Man kan sige, at en træner altid bliver målt på resultater, og han har opnået det største nogensinde ved EM i 92, resultatmæssigt var det enestående. Men han blev aldrig accepteret 100 procent for det, af en eller anden grund, siger Flemming Toft til tv2.dk.

- Blandt andet lavede man en skandale i 1992, da man ikke udnævnte ham som årets træner i Danmark. Der tog man Ebbe Skovdahl fra Brøndby i stedet. Han blev så kåret til verdens bedste træner samme år.

- Han var en træner med et godt materiale. Havde en fantastisk fighterindstilling som både spiller og træner. Han nægtede at give op selvom det så håbløst ud. De kom til EM i sidste øjeblik, og han troede alligevel på det fuldt ud. Det var hele hans væsen og hans menneskelige sind, der var sådan. Som spiller var han kynisk og det var han også som træner. Det var ikke altid at spillerne var enige i hans dispositioner, erindrer Toft.

Og netop de anstrengte forhold blev gennemgående for fodboldtræneren Richard Møller Nielsen.

- Brødrene Laudrup holdt pause fra landsholdet i protest mod hans stil. Brian kom tilbage og blev glad for samspillet med Møller. Han havde et anstrengt forhold til medierne, og det var lidt uforståeligt begge veje, at det aldrig kom til at gå på, og så var han meget ærekær.