Landsholdsstreg er på vej til Viborg

16x9
Mette Gravholt forhandler med Viborg HK om en kontrakt for næste sommer, erfarer tv2.dk Foto: Scanpix

DM-favoritterne fra Viborg HK ser ud til at nærme sig en forstærkning til stregen til næste sæson.

Ifølge tv2.dk's oplysninger forhandler vinderne af Dame Håndbold Ligaens grundspil lige nu med landsholdsstregen Mette Gravholt, der har kontraktudløb i Team Tvis Holstebro til sommer og allerede i januar meldte ud, at hun skifter klub efter denne sæson.

Viborg mister to stregspillere til sommer, når både Sabine Pedersen og den norske profil Marit Malm Frafjord forlader klubben, og derfor har DM-semifinalisterne længe ledt efter en ny stregspiller.

Klubben har ifølge tv2.dk's oplysninger også være i dialog med FC Midtjyllands tidligere landsholdsstreg Louise Svalastog, der ligesom Gravholt er på udkig efter et nyt job til næste sæson. Lige nu ser det dog ikke ud til, at Svalastog ender i Viborg.

Til gengæld skulle klubben altså være på vej til at lave en aftale med Gravholt, der var med til at vinde VM-bronze med landsholdet i Serbien i december.

Hverken Viborg eller Mette Gravholt har ønsket at kommentere på tv2.dk's oplysninger.