Zaks Zone: - En kunst at spille som Mourinho

Chelsea tog en fornem skalp, da holdet søndag vandt 2-0 på Anfield over titelfavoritterne fra Liverpool.

Men Chelsea har fået en del hug blandt fodboldfans for måden, sejren blev hevet hjem på. Gæsterne – ledet af manager José Mourinho - overlod initiativet og boldbesiddelsen til hjemmeholdet og lukrerede i stedet på livsfarlige kontrastød.

- Jeg har stor respekt for en træner, som finder en måde at vinde på, siger fodboldekspert på TV 2 Sporten, Morten Bisgaard i Zaks Zone på tv2.dk.

- Det er jo helt frit, hvordan man vil stille sit hold op. Der er masser af eksempler på hold, som har vundet trofæer på at spille defensiv fodbold. Jeg synes, det er en kunst at spille godt defensivt, siger Bisgaard.

Heller ikke en inkarneret Chelsea-fan tager på vej over, at Mourinho og holdet har fået en ublid medfart for det kunstneriske indtryk – både i udekampen mod Atletico Madrid i Champions League og senest på Anfield.

- Så længe ens hold vinder fodboldkampe, er det svært at brokke sig. Selvfølgelig ville jeg da gerne se dem tvære Liverpool ud, som de tværede Arsenal ud med 6-0. Men med tanke på Champions League-kampe i midtugen, synes jeg, det er forsvarligt at gøre det på denne her måde, siger formanden for chelseafan.dk Mads Oddershede, der flankerer Bisgaard i studiet.

Se Morten Bisgaards analyse af Chelseas defensive tankegang og hør de svar på nogle af de mange, mange tweets, som interesserede brugere har budt ind med. Mourinhos måde at tænke fodbold deler i sandhed vandene, hvis man skal vurdere ud fra aktiviteten på Twitter. Få også Mads Oddershedes bud på den stærkeste defensive opstilling, Chelsea kan mønstre.