AaB forlænger med profil

16x9
Nicolai Larsen forlænger i AaB Foto: Polfoto

Godt nyt for AaB-fans.

Nordjyderne, som topper Superligaen med kun fire spillerunder tilbage af sæsonen, kunne fredag meddele, at kontrakten med målmand Nicolai Larsen er blevet forlænget.

23-årige Nicolai Larsen, der kom til AaB fra Lyngby i 2010, har nu en kontrakt, som gælder til sommeren 2018.

- En forlængelse af Nicolai Larsens kontrakt har haft høj prioritet for os.

- Sammen med målmandstræner Poul Buus og vores reservemålmand Carsten Christensen udgør Nicolai et stabilt team, og særligt Poul Buus har stor ære af Nicolais fremgang, siger sportschef Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

- Både på og uden for banen udstråler Nicolai enorm ro, og hans målmandsspil er kendetegnet af dedikation og få fejl, og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling.

Nicolai Larsen nyder tilværelsen i klubben og i byen.

- Min familie og jeg befinder os perfekt i AaB og i Aalborg, så jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg helst ville fortsætte i AaB, siger Nicolai Larsen.

- Sportsligt er klubben tilbage i toppen af dansk fodbold, og når man tager vores forholdsvis unge trup i betragtning, så synes jeg, at fremtiden tegner lys.

- For mit eget vedkommende har jeg taget et step ad gangen, og jeg kan kun rose samarbejdet med både Poul Buus, Kent (cheftræner Kent Nielsen, red.) og resten af trænerteamet, siger målmanden.

Nicolai Larsen er foreløbig noteret for 104 officielle kampe for AaB.