Udlandet trækker i Superliga-bomber

Ronnie Schwartz scorer masser af mål i Superligaen for Randers FC. 14 scoringer er det blevet til i indeværende sæson – heriblandt adskillige rene perler.

De mange mål og en positiv spillemæssig udvikling har givet den målfarlige nordjyde smag på at prøve sig af i udlandet.

- Jeg føler selv, at jeg er klar til at prøve noget nyt. Men klubben skal også indover, og der skal også være en klub, der gerne vil have mig, siger Ronnie Schwartz som gæst i programmet Zaks Zone på tv2.dk.

Er der interesse?

- Det vil der altid være, når man scorer mange mål, siger Schwartz og peger i retning af Holland som en mulig fremtidig destination.

- Det er måske en liga, hvor jeg kan gå ned og præstere, men der spiller de som regel kun med en angriber. Det kan godt blive et problem på sigt, siger Ronnie Schwartz, der normalt agerer i et tomandsangreb i Randers FC.

- Men jeg føler, jeg har kvaliteterne til at have 10’er-rollen. En scorende 10’er, vurderer den 24-årige angriber.

I første omgang skal Ronnie Schwartz færdiggøre sæsonen for Randers, og han har tre mål op til førstepladsen på topscorerlisten. En førsteplads der indehaves af Viborgs Thomas Dalgaard.

- Han skal ikke tro, han har fået den endnu. Der er stadig tre kampe igen, siger Ronnie Schwartz.

Se programmet, hvor Ronnie Schwartz på taktiktavlen viser, hvilke positioner han ofte søger i modstandernes straffesparksfelt. Hør også bl.a. om synet på hjerteklubben AaB, om Schwartz’ eget syn på sine muligheder for at spille på landsholdet – og meget mere.

 

Zaks Zone

  • Zaks Zone er tv2.dk's fodboldmagasin, hvor vi går i dybden og nørder med de varmeste emner fra fodboldens verden lige nu
  • Vi går efter bolden - ikke manden - og giver os god tid til at få hele perspektivet med

Zak Egholm

  • Vært og kommentator på TV 2 SPORT.
  • Han har kommenteret både dansk- og international fodbold siden 2006
  • Vært på programmet Fodbold Unplugged og tidligere på Zaks Zone på på tv2.dk
  • Følg ham på Twitter: @zakegholm