Ståle: AaB kan nå CL-gruppespil

16x9
FCK-træner Ståle Solbakken roser Kent Nielsen for det flotte arbejde i nordmandens tidligere klub. Foto: Polfoto

AaB skal til efteråret ud i Champions League-kvalifikation, og Ståle Solbakken mener ikke, de nykårede mestre er chanceløse.

- Hvis de skal med i gruppespillet, kræver det lidt held på udebane og et propfyldt stadion i Aalborg. Og held i lodtrækningen selvfølgelig, siger Solbakken.

FCK-træner Ståle Solbakken vandt i sin aktive karriere guld med AaB, og han hylder nordjyderne.

- Det er et meget fortjent mesterskab. De har gjort et fantastisk stykke trænerarbejde deroppe.

- Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen har været fantastiske i deres roller. Rasmus Würtz har spillet sin bedste sæson nogensinde, Kasper Risgård har heller aldrig været bedre, og deres tre midtstoppere har længe været blandt de allerbedste i ligaen.

- Og når alt kører for AaB, så har de evnen til at trylle noget specielt frem. Jeg havde aldrig hørt om Lukas Spalvis før, og så kommer han ind og banker bold efter bold ind, siger FCK-træneren og fortsætter sin ros:

- AaB har et vindergen og en vinderkultur, og det er ikke tilfældigt, at de bliver danske mestre. Stor ros til Lynge Jakobsen også, og til Poul Erik Andreasen, som betyder mere, end man tror. Og til Kent Nielsen, der passer godt ind i AaB.