Flemming Toft: Her er Årets Superliga-hold

16x9

En vanvittig Superliga-sæson fik en vanvittig afslutning søndag aften, da FCK i 11. time erobrede sølvet fra FC Midtjylland og AGF rykkede ned for anden gang på få dage.

Sæsonens store historie blev dog AaB, der endte med at vinde en historisk double. Det er aldrig sket før i klubbens 129-årige-historie.

Og den nordjyske eventyr sætter da også sit markante præg på det sæson-hold Flemming Toft har udtaget til tv2.dk.

- Ved den kaotiske afslutning er det kotyme at sætte ”sæsonens hold”, siger Toft til tv2.dk.

- Et hold der selvfølgelig bærer præg af AaBs mesterskab og mesterspil. Specielt nordjydernes sidste aftryk i dette forår. Tre - er med fra guldholdet, de dobbelte mestre. Og der kunne såmænd have været en fjerde og en femte, Jakob Ahlmann og Kasper Risgård.

- Mest iøjnefaldende er dog nok, at der kun er blevet plads til en spiller fra FC København. Det er vist ikke sket før. En skuffende, spillemæssig sæson, der løftede sig helt vildt på de to sidste spilledage. Der er lagt op til storvask og Ståle Solbakken får travlt i transfervinduet.

- Et hold naturligvis til diskussion. Men et stærkt hold, lyder det fra Flemming Toft.

Her er Tofts Superliga-hold anno 2013/14.

LUKAS HRADECKY, BRØNDBY

”Årets målmand 2013” på trods af en lidt vaklende start hos Brøndby i efteråret. Men han spillede sig op og det har været hans forår. Ikke alene har han haft redningerne, han har også haft de afgørende redninger. Dem der giver points. I skarp kamp med Nicolai Larsen fra AaB.

PETER ANKERSEN, ESBJERG

Esbjerg har sammen med AaB været forårets hold. Og igennem en hel sæson har Peter Ankersen været fremragende.  Ikke tilfældigt at udlandet nu kalder (Red Bull Salzburg). Tabt er han ikke for dansk fodbold, Morten Olsen kalder – formentlig som førstevalg. Stabilitet og klasse i mere end et år!

ERIK SVIATCHENKO, FC MIDTJYLLAND

Hans skade blev et smerteligt tab for FC Midtjylland – først og fremmest hans egenskaber som lederen. Sviatchenko udvikler sig konstant og selvom der mange om buddet i Olsens centrale forsvar, så er han tæt på. Eminent hovedspil og en klog fodboldspiller. Han har markeret sig tydeligt i Superligaen med sin attitude.

KIAN HANSEN, ESBJERG

En anden bagmand på Esbjergs succes sæson. Hele tiden i rivende udvikling, hvilket igen har givet plads i Olsens bruttotrup. Samlingspunktet i vestjydernes defensiv og en svær mand at erstatte, når han nu tager til franske Nantes. Vi snakker fysik og hurtighed – i tanke og handling.

PIERRE BENGTSSON, FCK

Den svenske venstreback i hård kamp med AaBs Jacob Ahlmann. En solid sæson, bedste FCKer set over hele linjen med sine hurtige, konstante raids og de oftest perfekte tværpasninger. De har det med at finde venstrebacks i FCK. Oscar Wendt var hans forgænger.

KASPER KUSK, AAB

Ikke helt så sprudlende på det seneste, som set over hele sæsonen. Men et klart lyspunkt på den danske fodboldhimmel, lige så tilbageholden han er udenfor, lige sprudlende har han været indenfor for langt det meste. En af de sjældne driblere i direkte møde med sin modstander. Bevægelig, hvilket har gjort AaBs mesterhold ekstra levende. En stor sæson!

RASMUS WÜRTZ, AAB

Maskinrummet hos AaB med sin enorme arbejdsradius og lyst til at blande sig overalt. Det lå i hans DNA, at han skulle blive pokalfinalens fighter, hvis ikke Thelander havde lavet to flotte hovedstødsmål. Würtz har været anføreren, der virkelig har ført an i hele sæsonen.

THOMAS KAHLENBERG, BRØNDBY

”Kalle” er tilbage i dansk fodbold for alvor. Han har sat sit præg på Brøndby med sit fodboldintellekt og sin boldfølsomhed. Forstår at svitse til hvad der er nødvendigt. Måske den klogeste spiller i Superligaen.

NICOLAI THOMSEN, AAB

Hans gennembrud er kommet i denne sæson. Han har lidt af hvert. Hurtighed, ting produceret på egen hånd og et hårdt arbejde i modstandernes omstillinger. Han er lige fyldt 21 år, så der er meget mere i gærde. Men pakken har allerede nu meget alsidigt.

MORTEN ”DUNCAN” RASMUSSEN, FC MIDTJYLLAND

Hans efterår var bedre end dette forår (mange skader). Han har været yderst vigtig for FCM, ikke kun som målscorer (15), mens også assist og evigt fightende. En opblomstring, der har givet plads hos Olsen. Duncan med instinktet, som få andre.

RUBIN OKOTIE, SØNDERJYSKE

11 mål i 15 kampe fra østrigerens side. Det er klasse! Han kom på sidstedagen af januar- transfervinduet, men faldt hurtigt til i Sønderjyske og Superligaen. Hans mål har været en stor del af redningen og ærgerligt for stridsklubben, at han formentlig smutter igen.

Enig eller uenig?

Hop over på TV2 Sportens Facebook-side for at lufte din mening.

Superliga-facit for 2014