Liverpool henter dansk U23-landsholdspiller

16x9
22-årige Nina Frausing Pedersen skifter til Liverpool Ladies. Foto: ladies.liverpoolfc.com

Daniel Agger er ikke længere eneste dansker i fodboldklubben Liverpool FC.

Klubbens kvindehold, Liverpool Ladies, har tirsdag skrevet kontrakt med den danske U23-landsholdsforsvarer Nina Frausing Pedersen, meddeler klubben på sin hjemmeside.

Den 22-årige dansker kommer til Liverpool efter fire år i USA, hvor hun senest har spillet for California Golden Bears på University of California, Berkeley.

- Jeg har altid haft ambitioner om at spille i England, så at skrive under med de forsvarende mestre var selvfølgelig en kæmpe mulighed for mig, som jeg ikke kunne afslå, siger Nina Frausing Pedersen til hjemmesiden.

- Holdet har en fantastisk defensiv statistik indtil videre i denne sæson, og forhåbentlig kan jeg hjælpe med at forbedre den yderligere, tilføjer hun.

Træneren for Liverpool Ladies, Matt Beard, er også begejstret for at have tilknyttet den talentfulde dansker.

- Det er en virkelig spændende tilgang for Liverpool Ladies, da hun er en dygtig forsvarer, som er sikker på bolden, så hun vil uden besvær kunne tilpasse sig vores spillestil.

- Jeg er begejstret for at kunne tilknytte Nina, da hun vil give os flere muligheder i forsvaret og også er i stand til at spille på midtbanen, så hendes alsidighed vil være afgørende for os, når vi skal forsøge at genvinde titlen, siger Matt Beard.