Hesjedal griner: Motor-beskyldninger er latterlige

Har Ryder Hesjedal en motor i sin cykel? Det spørgsmål har den spanske avis Marca og den franske avis L’Equipe rejst torsdag morgen. Årsagen er, at Ryder Hesjedals cykel opfører sig underligt, efter Hesjedal styrtede på en etape tidligere i Vuelta a Espana.

På en video kan man se Hesjedals baghjul dreje rundt da den ligger på asfalten, og det har fået spekulationerne til at gå.

Spekulationerne havde også nået Garmin-bussen torsdag formiddag før 12. etape af Vuelta a Espana. Og der var både frustration og grin tilovers for beskyldningerne.

- Jeg har set overskrifterne i nyhederne. Jeg synes, det er latterligt. Det er næsten ikke værd at tale om, men jeg skal nok svare på spørgsmål.

Så du har ikke en motor i din cykel?

- Nej, det har jeg selvfølgelig ikke. Så ville jeg nok have brugt den til at komme op til udbruddet igen, svarede Ryder Hesjedal, imens holdkammeraten David Millar i spøg brød ind i interviewet og sagde ”motoriseret”, imens han pegede på Hesjedal.

Hesjedal har selv set videoen, og han forklarer her, hvad der ifølge ham beviser, at der ikke er en motor i hans cykel.

- Ja, jeg har set videoen, og det er, hvad det er. Baghjulet kører stadig rundt, imens jeg ligger på vejen. Den ramte vejen, og drejede lidt rundt. Det er sjovt, at det her bliver sagt, for hvis kranken ikke drejer rundt, og hjulet stadig drejer rundt, så er det ikke muligt, hvad der bliver påstået.

Samme forklaring kom sportsdirektør Bingen Fernandez med. Når kranken ikke bevæger sig, så kan det ikke lade sig gøre med en motor i cyklen, forklarer han.

Ryder Hesjedal kunne trods alt smile af historien, og han tror ikke, at beskyldningerne kommer til at forfølge ham.

- Jeg tror ikke, det er skadende for mig, for det er jo helt latterligt. Vi har nok at bekymre os om. Det er trist, at de finder på sådan noget at skrive.

Dan Martin kunne også grine af beskyldningerne, som han har svært ved at tage alvorligt.

- Folk har en livlig fantasi. Det er utroligt, at sådanne nogle historier bliver skrevet. Er det en joke, eller hvad?

Vueltaen på TV 2

  • Vuelta ã Espana bliver kørt fra 23. august til 14. september, og TV 2 sender alle etaper direkte.
  • Dennis Ritter og Rolf Sørensen sidder i kommentatorboksen, mens reporter Rasmus Staghøj og fotograf Thomas Thoning følger Vuelta-feltet rundt på de spanske landeveje.
  • Efter hver etape sender vi Vuelta-studiet, og hver dag klokken 18-18.30 sender vi desuden et eksklusivt, mere nørdet Vuelta-studie på TV 2 Play
  • Desuden kan du også følge dagens etape i vores liveblog på vuelta.tv2.dk, hvor reporter Mike Kaltoft og ekspert Kim Plesner holder tv2.dk's brugere opdateret på løbet og svarer på spørgsmål undervejs
  • Du finder hele TV 2's Vuelta-sendeplan HER