Her er Danmarks første kvindelige Le Mans-kører

16x9

Christina Nielsen.

Det navn kan man godt begynde at lægge mærke til allerede nu, hvis man er fan af Le Mans. For den 22-årige racerkører har en drøm: Hun vil være den første danske kvinde, der kommer til start i det legendariske 24 timers løb.

- Min drøm er at komme til at leve af at køre race. Og så tror jeg, at alle vi danskere har et helt unikt mål, der hedder Le Mans. Det har jeg i hvert fald. Hvis man er med i Le Mans, så har man gjort det godt, og man fortjener at blive anerkendt, siger Christina Nielsen til tv2.dk

For Christina Nielsen er betydningen af Le Mans endnu større end ”bare” det, at det er verdens største motorløb. Hendes far, Lars-Erik Nielsen, har kørt løbet flere gange, og han var meget tæt på at vinde sin klasse det ene år. En knækket gearstang kort før afslutningen på løbet kostede den sejr, der ellers var så godt som i mål.

- De skulle have vundet det år, det er der ingen tvivl om. Sådan gik det ikke på grund af et problem med bilen, men det blev stadig til en rigtig flot 2. plads.

- Nu håber jeg, at jeg kan føre familie-traditionen videre og gå hele vejen med en klasse-sejr på Le Mans, siger Christina Nielsen, der også har lært Le Mans’ mest barske side at kende. Hun kørte sammen med Allan Simonsen i en anden løbsserie i 2013, hvor Simonsen omkom i en ulykke i 24 timers løbet.

- Jeg har aldrig prøvet at arbejde så tæt sammen med en teamkammerat, som jeg gjorde med Allan.

- Jeg lærte så meget af ham, og jeg vil altid være taknemlig over, at jeg fik lov at køre med ham. Derfor var det selvfølgelig også utroligt hårdt, da det gik galt for ham i Le Mans. Men jeg har fundet en motivation i at ville nå så langt som overhovedet muligt i motorsporten. Jeg blev utroligt glad, da drengene i hans team tog sejren for ham i år. Det var så flot.

- Men jeg har også en drøm om at færdiggøre det, som han ikke fik lov til at færdiggøre selv, siger Christina Nielsen.

Hun er en af Danmarks mest travle racerkørere. I løbet af de seneste tre år er det blevet til omkring 120 starter i racerløb i både USA og Europa.

- Jeg er meget glad for al den erfaring, jeg får hele tiden. Jeg er en kører i udviklingsfasen, og jeg har brug for al den tid i sædet, som jeg overhovedet kan få, siger Christina Nielsen, der også er bevidst om, at det kræver mere end bare erfaring at nå drømmen om Le Mans.

- Racing er som et jobmarked. Man skal opbygge et netværk og have gode kontakter.

- Og så skal man tage chancerne, når de kommer. Det gjorde vi i USA sidste år, hvor jeg fik et løb ved Petit Le Mans. Der gjorde jeg det godt, og så fik vi kontrakten til denne sæson, siger Christina Nielsen, der i morgen tager afsted til Frankrig for at køre i den europæiske Le Mans-serie.

At være kvinde i motorsport betyder også, at der er andre krav end til de mandlige kolleger.

- Jeg føler, at man skal kæmpe hårdere for at få respekten og anerkendelsen. Men jeg fokuserer på de mennesker, der er tæt på mig, tror på mig og har en indflydelse på min karriere. De gør en forskel, og det eneste, der betyder noget er, hvad de synes om det, jeg gør.

- For mig er en kører bare en kører. Det er evnerne, det handler om. Ikke kønnet, siger Christina Nielsen, der dog også kan finde ekstra motivation i netop at konkurrere mod mændene:

- Der er da noget over det at kæmpe med drengene. Og når jeg så slår dem, det er da noget af det bedste ved motorsport, siger hun med et af sine mange karakteristiske grin.

At Le Mans-drømmen går i opfyldelse er den danske racerpige ikke i tvivl om. Spørgsmålet er hvornår.

- Næste år!, svarer Christina Nielsen prompte på spørgsmålet, inden hun uddyber:

- Det håber jeg i hvert fald. Men det handler også om, at man skal møde de rigtige mennesker og have den rigtige chance. Og så handler det jo også om, at man skal være helt klar til det. Jeg er ikke klar til at være professionel endnu, men jeg tror, at jeg er ved at være der, når jeg har kørt et års tid mere, siger Christina Nielsen.

På Le Mans har de professionelle status af såkaldte guld-kørere. Men i den laveste klasse i løbet skal der også være både en sølv- og en bronze-kører i bilen. Og det er der, at Christinas chance ligger allerede i 2015.

- Jeg er en af de hurtigste bronze-kørere i Europa lige nu. Det kan være, at jeg bliver rykket op som sølv-kører næste år, men jeg mener også, at jeg meget at byde ind med til et Le Mans-team som sølvkører. Så jeg er klar, siger Christina Nielsen om den drøm, der brænder i hende.

- Der er bare så meget prestige over Le Mans. Hvis man er der, så har man opnået noget i sin sport, og man er blevet anerkendt for det. Og så er det fedt, at der er så stor opbakning til det i Danmark.

- Det kunne være så fedt at være med til at skabe den gode stemning i de danske lejre dernede. Og være en af dem, som alle de danske fans hepper på, mens man repræsenterer Danmark og forsvarer de danske farver, siger Christina Nielsen, mens hun ligner den kvinde, der allerede sidder i bilen og venter på ordene: START YOUR ENGINES!