John Terry i munter snak om Brøndby-skifte: Måske en dag

Chelseas anfører John Terry har et rigtigt godt øje til Brøndby IF, fordi han er gode venner med klubbens bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

TV 2 Sporten har været i London for at besøge Jan Bech Andersen, der har spyttet en masse penge i Brøndby IF.

Derfor kom den tidligere engelske landsholdsanfører forbi til en snak, og adspurgt om et muligt skifte til Brøndby senere i karrieren, var John Terry faktisk ikke helt afvisende.

- Det kunne godt være - en dag, siger John Terry til TV 2 Sporten og griner, mens Jan Bech Andersen følger op på spørgsmålet.

- Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse. John har en masse år i sig endnu, og jeg mener faktisk, at han bliver bedre og bedre. John kan fortsætte i mange, mange år endnu, men jeg ville elske at se ham i Brøndby, siger Jan Bech Andersen.

Faktisk har venskabet betydet, at John Terry i hver eneste weekend tjekker Superligaens resultater frem for de øvrige ligaer i verden – altså foruden den engelske Premier League, hvor han selv spiller.

- Efter mine kampe for Chelsea er det første, jeg tjekker i weekenden, hvordan det er gået Brøndby. Jeg vil, at det går godt for holdet og for Jan. Han er så passioneret omkring fodboldklubben, og han har allerede ændret en pokkers masse ting, og de er på vej op. For mig er det fantastisk at se, siger John Terry til TV 2 Sporten.

I klippet over artiklen kan du se en bid af interviewet med John Terry.