Bo Hamburger erkender: Vi er også selv skyldige i lukning

16x9

Fra årsskiftet er det slut med det danske cykelhold Christina Watches-Kuma, der drejer nøglen om efter fire år på alverdens landeveje.

En nyhed, der blev annonceret med bulder og brag onsdag, hvor cykelholdets direktør, Claus Hembo, gik til angreb på Danmarks Cykle Union (DCU), der fik det meste af skylden for, at Hembo og co. har valgt at lukke holdet.

- At vi de sidste to år ikke har fået invitation til Post Danmark Rundt har i vores optik været en uretfærdig og unødvendig kæp i hjulet på vores projekt. Senest har et uforskammet brev fra DCU’s landstrænerteam, der fremover vil fraråde danske talenter til at søge ansættelse hos os, været en beskidt tackling for vores fremtidsplaner, lød det blandt andet i afskedssalutten.

Anklagen fik dog ikke lov til at stå alene længe, før DCU svarede igen med mudderkastning den anden vej.

Men nu blander cykelholdets sportsdirektør Bo Hamburger sig i debatten, der ifølge ham er for ensidig. Begge parter må tage sin del af skraldet, siger han.

- Nu er det sjældent i en sag, at alt er sort og hvidt. Jeg ser sagen noget mere nuanceret, og der er mange ting, man kunne have gjort anderledes.

- Jeg har været på holdet i halvandet år og ser tilbage på det med glæde, men også der også nogle ting, som jeg måske kunne have gjort anderledes.

- F.eks. fik jeg bragt en italiensk delegation ind på holdet med nogle penge og ældre ryttere, og det var måske ikke det rigtige, for det gik imod vores principper om at satse dansk og ungt. Det kunne man måske godt have gjort anderledes.

- Jeg tog kontakt til DCU, og vi havde en fin dialog gennem sæsonen, så jeg synes faktisk, vi prøvede at strække hånden frem. Men så hentede vi nogle italienere til holdet, som i øvrigt aldrig betalte de penge, de skulle, og så afveg vi jo faktisk fra det, vi havde sagt, vi ville. Så vi har ikke gjort alt, hvad vi skulle have gjort over for DCU, lyder det forsonligt fra Bo Hamburger, der dog heller ikke mener, at DCU kan fralægge sig ethvert ansvar.

- Jeg mener absolut også, at DCU har kvajet sig omkring holdet og senest nu omkring noget mailkorrespondance, siger han med henvisning til, at DCU har sendt en mail til Christina Watches-Kuma, hvor man har gjort opmærksom på, at man ikke vil anbefale unge danske ryttere at skrive kontrakt med holdet.

- Jeg synes jo egentligt, at DCU skal varetage dem, som gerne vil lægge penge i sporten - og som gerne vil noget nyt engang i mellem. Så jeg synes ikke, at igen at det kun er DCU's skyld, men de har også deres fejl i hele den her sag.  

- Det har været trukket op i fronter, og det er spørgsmålet, om det er givende for sporten, eller om det i stedet skulle have været taget internt. Det har helt sikkert været interessant stof, især for medierne, men det er ikke altid mest gavnligt for aktørerne.

- Det har været dumt for både holdet og DCU. Der er ingen, der har vundet på det her, siger Bo Hamburger.

Bo Hamburger mister sit job som følge af Christina Watches’ lukning. Han afviser at være interesseret i et skifte til et andet hold og vil i stedet satse på en karriere i det mere ’almindelige’ erhvervsliv.