Uro på storsatsende dansk hold: Skilsmisse efter to måneder

16x9
Team Cult Foto: Polfoto

Indtil for få dage siden var cykelholdet Team Cult Energy Pro Cycling et samarbejde mellem læskedriks-fabrikanten CULT, ægteparret Skelde samt den luxembourgske forretningsmand Christian Weyland. Men allerede før holdets ryttere har taget så meget som en enkelt pedaltråd er samarbejdet bag det ambitiøse hold smuldret. Trioen er blevet til en duo, og holdet er nu alene et dansk foretagende.

- Michael og jeg har aldrig lagt skjul på, at vi ikke kan gå på kompromis med de værdier vi står for. Vi står for ordentlighed og loyalitet, og da det gik op for os, at vi var nødt til at gå på kompromis med de værdier, så stod det klart for os, at samarbejdet måtte ophøre, siger holdets nyudnævnte manager Christa Skelde til TV 2 Sporten.

- Vi har konstateret, at vi matcher ikke så godt sammen, og så mener vi ikke, at der er nogen grund til at samle på dårlige ægteskaber.

Bruddet betyder, at Christa Skelde kommer til at få en mere fremtrædende rolle på cykelholdet, hvor hun bliver manager, præcis som hun har været det de år, hvor holdet var et dansk kontinentalt hold. Fremad bliver det da også Danmark, der er holdets fokus.

- Vi bliver mere danske i forhold til hvad vi ellers ville have været, og vi kommer til at kigge mod det danske marked for at finde flere danske sponsorer.

Netop de manglende internationale sponsorkroner i kassen har været et stridspunkt mellem de luxembourgske bagmænd og cykelholdet Team Cult Energy Pro Cycling. Flere gange har der været meldt, at nye sponsorer var på vej – sponsorer der altså endnu ikke har skrevet under. I mellemtiden træder hovedsponsoreren Cult til, og sørger med en økonomisk håndsrækning for, at det afbrudte samarbejde ikke får umiddelbare konsekvenser.

- Det har været en hård rejse at nå hertil. Vi er typer, der holder vores ord, når man vi har indgået en aftale. Men i det her tilfælde må vi altså konstatere, at det har været bedst at ophøre aftalen.

Team Cult Energy Pro Cycling har skrevet kontrakt med to luxembourgske ryttere. Kontrakter der ikke bliver ændret på, selvom det luxembourgske samarbejde nu er ophørt.