Michael Gravgaard ny direktør i Randers FC

Ekslandsholdsspilleren Michael Gravgaard bliver ny direktør i Randers FC, erfarer TV 2 SPORT. Klubben har indkaldt til et pressemøde kl. 13.

Randers FC vil præsentere ekslandsholdsspilleren Michael Gravgaard som ny direktør.

Det erfarer flere medier, herunder TV 2 SPORT.

Kort før nytår fratrådte Hans-Peter Rasmussen som direktør i Randers.

TV 2 SPORT erfarer nu, at den tidligere Randers FC-spiller Michael Gravgaard skal overtage jobbet som direktør i Superliga-klubben.

Dermed har Randers både fået ny direktør og sportschef inden for en uge.

30. december hentede klubben Viborgs sportschef, Ole Nielsen, til klubben.

Michael Gravgaard spillede for Randers Freja i seks år, inden han i 2002 skiftede til Viborg. Herfra tog han videre til først FC København og senere Nantes og Hamburger SV.

I 2011 indstillede Gravgaard karrieren. Han nåede 18 landskampe.

Michael Gravgaard er uddannet revisor, og han er i øjeblikket tv-vært på 6'eren.

Du kan følge pressemødet direkte på tv2.dk.