Christina Watches vender tilbage - hvad pønser de på?

16x9
Christina Watches har haft et cykelhold med Michael Rasmussen i en central rolle. Nu vender virksomheden tilbage, hævder Claus Hembo. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Christina Watches vender tilbage til cykelsporten allerede i næste sæson, siger Claus Hembo.

- I kommer helt sikkert til at se Christina Jewelry Pro Cycling på landevejene i 2016.

Sådan siger direktør i virksomheden Christina Watches, Claus Hembo, til TV 2 SPORT onsdag eftermiddag. Mere vil den tidligere holdejer ikke afsløre, men på fredag kl. 14.00 vil han afsløre, hvilke nye planer de har fundet på. 

Virksomheden har udsendt en pressemeddelelse, hvor de kortfattet har indkaldt til dette pressemøde, og her fremgår det med nyt logo, at der i fremtiden opstår "Christina Jewelry Pro Cycling". Skal man tro navnet er der altså tale om et professionelt setup i cykelsporten.

Alle cykelhold til indeværende sæson er registreret hos den internationale cykelunion (UCI), og da det danske navn ikke fremgår af listerne, kan der næppe være tale om et spritnyt professionelt cykelhold allerede i 2016.

- Det er ganske givet svært at have et cykelhold for 2016 uden at have nogle ryttere på kontrakt, siger Claus Hembo uden af afsløre mere.

Derfor virker det kun sandsynligt, at Christina Watches enten køber eller indgår samarbejde med et allerede eksisterende cykelhold.

Christina Watches har tidligere haft et cykelhold på kontinental-niveau i Danmark. Det er det laveste niveau i cykelsporten, men holdet havde med Michael Rasmussen store ambitoner om at nå toppen. Det lykkedes som bekendt ikke, og holdet blev mest af alt kendt for at rage uklar med de fleste i specielt dansk cykelsport. 

Specielt skabte det problemer, at holdet ikke kom med til Post Danmark Rundt, da holdet ikke blev inviteret af løbsdirektør Jesper Worre. 

Da CULT fornyeligt trak sig som sponsor for det tyske pro kontinental-hold Stölting Group sagde Claus Hembo, at det var klar til at hjælpe med økonomien, men det blev ikke til noget i den omgang.