Emil Larsen vil væk fra OB: Jeg forlænger ikke

Emil Larsen er fortid i OB og senest til sommer. Over for TV 2 SPORT fortæller han, at han ikke er tilfreds i Odense og vil væk.

Kantspilleren Emil Larsen vil væk fra OB. Senest til sommer, hvor han har kontraktudløb, forlader den 24-årige spiller den fynske klub. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Der kommer ikke nogen kontraktforlængelse, lyder det fra Emil Larsen.

- Jeg er ikke godt tilfreds her i OB, det vil jeg ikke sige. Men jeg har kontrakt til sommer. Det er det, jeg forholder mig til, siger han.

Larsen kom til OB i sommeren 2012 fra Lyngby og er i gang med sin fjerde sæson. Spørgsmålet er blot, om det skal blive til tre og en halv eller fire hele sæsoner i den blåtstribede dragt.

- Hvis en klub vil have mig nu, så skal de købe mig. Hvis OB vil af med mig, så må de sælge mig. Hvis det rigtige dukker op, og OB siger god for det, så ser vi på det. Ellers må jeg forholde mig til at blive her, siger han.

16 kampe med et enkelt mål er det blevet til i denne sæson for offensivspilleren, der hen mod efterårets afslutning tilbragte mere tid på bænken end inde på banen. Og netop spilletiden er sammen med spillestil en hovedfaktor, når Emil Larsen skal ud og finde ny klub. Enten nu eller til sommer.

- Jeg vil gerne spille, og jeg vil gerne vise, hvad jeg kan. Men det har ikke kunnet lade sig gøre her i OB det seneste stykke tid. Jeg skal spille noget fodbold, der passer til mig, og hvor vi spiller noget god fodbold, og hvor jeg kan udvikle mig. Det er det, jeg leder efter, siger han.

OB åbner deres forårssæson på hjemmebane mod AGF den 28. februar. Spørgsmålet er så, om det bliver med eller uden Emil Larsen.