Zidanes danske ven: Frygter han får Real-job for tidligt

16x9
Zinedine Zidane til træning med Cristiano Ronaldo. Foto: GERARD JULIEN / Scanpix Denmark

Jakob Friis-Hansen har spillet sammen med Zinedine Zidane, og han er lidt bekymret for at Zidane har fået sit store job som Madrid-træner for tidligt.

Da Zinedine Zidane blev præsenteret som træner for Real Madrid, sad hans gamle holdkammerat Jakob Friis-Hansen og fulgte med fra afstand. Danskeren spillede sammen med Zidane i Bordeaux i 95-96, og han oplevede derfor franskmandens unikke evner på fodboldbanen helt tæt på. 

Han betragter Zidane som en ven, men han er en smule bekymret, efter Zidane er blevet Real Madrid-træner.

- Jeg frygter, det er for tidligt, siger en bekymret Jakob Friis-Hansen, om ansættelse af hans tidligere holdkammerat.

Udfordringen for Zidane er, som den tidligere danske forsvarsgeneral ser det, at Zinedine Zidane ikke får tiden til at arbejde med detaljerne hos hver enkelt spiller.

- Der er jo ikke en landskampspause, hvor der lige var fjorten dage til at arbejde med de tilbageværende spillere, så han på den måde kan få indøvet det nye, og derfor er franskmanden under pres fra begyndelsen, siger danskeren.

- Zinedine er detaljens mand, der var ingen som ham, der blev på træningsbanen i timer, for at indøve finter og detaljer, forklarer den danske holdkammerat fra dagene, hvor de begge spillede sammen i Bordeaux.

- Jeg kunne både nå at få varmen i jacuzzien og få massage, inden Zidane kom tilbage fra træningsbanen, og den interesse for enkeltheder i spillet, har han også taget med ind i sin trænergerning, beretter Jakob Friis-Hansen, der for tiden selv har opgaver i spansk fodbold.

Jakob Friis-Hansen er i øjeblikket i fuld gang med at få den spanske traditionsklub Real Betis tilbage på fode. Den danske scout arbejder tæt sammen med klubbens ledelse i sammensætningen af truppen. En opgave som den tidligere danske landsholdsspiller senest har haft udfyldt for Fiorentina og Liverpool.

Netop jobbet i Liverpool, giver danskeren indsigt, da TV 2 SPORT beder Friis-Hansen om at bedømme forskellene på Real Madrids nu tidligere træner Rafael Benitez og så nytiltrådte Zinedine Zidane.

- Det er begge to uhyre dygtige trænere. Rafa Benitez er jo en taktikkens mester, der går utroligt meget op i at læse statistikker om hver enkelt spiller, og bruger det til at sammensætte holdet på dagen, hvorimod Zidane i langt højere grad lader spillernes egne evner være afgørende, forklarer Friis-Hansen.

- Jeg tror, man vil se, at de offensive spillere får meget stort råderum til at spille frit på den sidste tredjedel af banen, og Zidane vil sikkert opfordre en spiller som Benzema til i langt højere grad at tage en dribling, end være den perfekte holdkammerat, der bare lægger bolden videre til holdets absolutte stjerner, analysere den danske scout.

- Der vil være massivt pres på Zidane i weekenden, for hvis holdet ikke vinder den første kamp under Zidanes ledelse, så vil skeptikerne, være klar med kritik, forudser Jakob Friis-Hansen.

Hvis det bliver til tre point, så er der gode chancer for at spillerne får lov til at fejre sejren. Friis-Hansen husker i hvert fald Zidane som en festlig fyr.

- Zinedine havde aldrig nogle problemer med at have det sjovt, og han kunne også godt gå med ud og få et glas, så på den måde er han også ren verdensklasse, siger Friis-Hansen.