Uforstående Barca-træner: Det er jo ikke amerikansk fodbold

16x9
Barcelona-træner Luis Enrique var ikke helt tilfreds med dommerlinjen i pokalsejren over Espanyol. Foto: ALEJANDRO GARCIA / Scanpix Denmark

Espanyols hårdhændede behandling af Barcelona onsdag får en hård medfart af Barcelonas træner Luis Enrique.

Det var mere amerikansk fodbold end traditionel fodbold, da Espanyol onsdag tabte 1-4 til Barcelona. Det mener Barcelonas træner Luis Enrique.

- Det er dommernes ansvar, at der bliver sat grænser. De er ansvarlige for at sikre, at det her ikke udvikler sig til amerikansk fodbold, siger spanieren efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kampen udviklede sig til en voldsom affære, hvor Espanyol fik to røde kort på kun fire minutter i anden halvleg ved stillingen 3-1 til Barcelona.

- Alt vi fokuserer på er at spille fodbold. Og alt hvad der får kampen til at ligne noget andet end fodbold, det bekymrer mig, siger Luis Enrique.

Kampen startede med en chokføring til Espanyol, før Lionel Messi bombede Barcelona tilbage i førerposition med to scoringer. Messi kronede en flot aften med at lave den målgivende aflevering til 3-1 og 4-1 målene. De blev scoret af Gerard Pique og Neymar.

Espanyols anfører Javi Lopez påstår, at den meget negative fokus på Espanyols spil efter de to holds første møde lørdag har betydet, at dommeren behandlede Espanyol hårdt i kampen onsdag.

- Jeg vil mere definere os som et intenst hold. Vi er stolte af holdet, vi spiller meget intenst, og Barcelona mangler respekt for os, når de kalder os voldelige, siger Javi Lopez til Canal Plus efter kampen.

- Den negative fokus, vi har mødt siden kampen i lørdags, har haft sin effekt, siger Lopez.