Wolfsburg i defensiven: Har ingen planer om at sælge Bendtner

16x9
Nicklas Bendtner (tv) og Bas Dost under en Wolfsburg-træning. Foto: Lee Smith / Scanpix Denmark

Nicklas Bendtner er også i Wolfsburg efter vinterens transfervindue. Den tyske klub har ingen planer om at sælge danskeren.

Hvor spiller Nicklas Bendtner efter vinterens transfervindue?

Den seneste tids rygter har alle sendt ham væk fra Wolfsburg, men står det til sportsdirektør Klaus Allofs, så er den danske angriber også at finde i klubben, når januar bliver til februar.

Den tyske avis Wolfsburger Allgemeine Zeitung har i forbindelse med transfervinduet bedt Klaus Allofs om at forholde sig til forskellige rygter vedrørende spillere i truppen, og her svarer sportsdirektøren blandt andet på spørgsmålet: Hvad med Bendtner?

- Jeg ved, at Nicklas har haft nogle vanskelige år og må se til, at han gør sit store talent og sine store evner varigt gældende og det efter de regler, som vi har her, siger Klaus Allofs til avisen.

- Hvis han klarer det, kommer han også til at spille en rolle hos os. Vi har ingen planer om at sælge ham.

Tidligere på ugen skrev Bild, at Nicklas Bendtner kort før jul havde taget afsked med sine holdkammerater, men onsdag afviste Bendtner selv over for BT, at han er færdig i klubben.

Han erkendte dog over for avisen, at hans situation uden tvivl er uholdbar, og at han på ingen måde er forløst.

27-årige Nicklas Bendtner skiftede til Wolfsburg i august 2014 og har kontrakt med klubben frem til sommeren 2017.