Dansk klub henter norsk verdensmester

Silkeborg/Voel KFUM henter en af de største talenter i norsk håndbold.

En norsk guldvinder og en af kvindehåndboldens mest spændende talenter har taget et uventet skifte til dansk håndbold.

Stine Skogrand har ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skrevet en to-årig kontrakt med Silkeborg/Voel. Kontrakten gælder fra sommer.

22-årige Skogrand kommer fra norske Tertnes og betragtes som en af spillets mest talentfulde på højre fløj/back. Skogrand er stormet ind på det norske landshold, hvor hun i december fik en god part af spilletiden på højre fløj hos de norske verdensmestre.

For Silkeborg/Voel KFUM er der tale om et massivt scoop. Klubben, der sidste sæson overraskede alle med en DM-kvartfinaleplads, har også evnet at hente eks-landsholdsspiller Trine Troelsen til Søhøjlandet før denne sæson.

Med Skogrands underskrift har klubben sendt et signal om, at man trods begrænset økonomi stadig skal tages alvorligt i dansk kvindehåndbold.

Træner i Silkeborg/Voel KFUM, Jakob Andreasen, ønsker ikke at kommentere TV 2 SPORTs oplysninger. Aftalen offentliggøres formentlig i næste uge.