Tak Vorherre, fordi du sendte os Messi og Ronaldo

Kommentar: Tak for rivaliseringen mellem Messi og Ronaldo. Den tvekamp kommer vi til at tale om de næste 50 år

 

Messi eller Ronaldo? Et af tilværelsens eksistentielle spørgsmål. Sådan lidt a la meningen-med-livet, aktiv dødshjælp og Stones eller Beatles.

OK, så i hvert fald et spørgsmål, som nogle af os godt kan få en hel aften til at gå med, hvis man har den rette bordherre eller borddame.

Bare rolig, jeg kommer ikke til at belemre jer stakkels læsere med 15.000 tegn om min mening. Vi har alle én. Og alle er lige værdifulde.

Det er 100 procent subjektivt. Ren smag og behag med et stænk af faglighed. Som Ritter Sport med nougat vs. Skolekridt. Kitzbühel vs. Val D’Isere. Eller Lukas Graham vs. Patrick Dorgan. Spis, rejs og vær glad.

Det interessante er i stedet at se på det historiske perspektiv. Er vi på et højdepunkt i fodboldhistorien eller ikke?

Peter Brüchmann

  • Peter Brüchmann, kommentator, TV 2 Sportscenter
  • Peter Brüchmann har beskæftiget sig med dansk topidræt i 30 år.
  • Han var i ni år sportschef på BT og skabte Danmarks Sportsavis. Han var også ansvarshavende chefredaktør på BT og har været chefredaktør for TV 2s digitale arbejde.
  • I dag har han sit eget firma, ’Brüchmann’, og laver bøger, foredrag, ledelsesudvikling og journalistik.

 

Og vi har end ikke nævnt den tredje kandidat til mandagens Ballon d’Or-kåring, Neymar, der i efteråret med sine præstationer for Barcelona fik rejst det nærmest forrykte spørgsmål, om Barcelona nu ville være lige så gode, når Messi kom tilbage. Ham vender vi tilbage til.

Vi er nogle, der er vokset op med Cruyff og Beckenbauer. Jeg var til Cruyff.  En anden af de store diskussioner – her uden samtidighed – er Pelé vs. Diego Maradona. Hvem var den allerstørste i historien?

Nogle vil bringe Zidane, Platini og nutidens stjerner ind i ligningen. Men den gængse diskussion er Pele vs. Maradona.

Diego Maradona, Pele og Michel Platini tilbage i 1988
Diego Maradona, Pele og Michel Platini tilbage i 1988 Foto: LIONEL CIRONNEAU / AP

Laudrup, Schmeichel eller Simonsen

Eller tag diskussionen hjem til Danmark: Var Michael Laudrup den største? Peter Schmeichel? Allan Simonsen? Eller en helt fjerde fra tidligere generationer som Harald Nielsen eller John Hansen?

Det mest gængse er at pege på Michael Laudrup på grund af storheden, det æstetiske niveau og verdens begejstring udtrykt i den evige taxa-chauffør fra Polynesien, Chiang Mai eller Mexico City: ”Miiichaelllll Llllaudrupppp……”

Andre vil sige Simonsen, fordi han er den eneste, der har opnået det største individuelle, at blive kåret til Europas bedste fodboldspiller.

Personligt har jeg I 15 år hældt til Peter Schmeichel på grund af hans determination, vindermentalitet og titler som Champions League, EM og Premier League. Han kunne bære et hold alene, når det var nødvendigt. Det kunne Laudrup ikke. Men svaret vil altid være subjektivt.

Vi ser i disse år en vanvittig dominans fra Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. De har taget alle titler siden 2008. Og vi nærmer os dermed et på alle måder historisk tiår og en epoke, som vi vil tale om, når der er gået de næste 50 år.

På samme måde, som vi taler om Ali vs Frazier, Borg vs. McEnroe, Nicklaus vs Palmer og Manning vs. Brady.

Den slags husker vi ofte, når vi begynder at kigge på det i historisk perspektiv. Storheden står først skarpt skåret, når vi ser den i bakspejlet. Og det er min egentlige pointe i dag.

Husker vi at nyde storheden, når vi har den? Smager vi på livet, mens vi lever det? Hylder vi for alvor heltene, mens de udøver deres heltegerning eller rejser vi først busten, når tindingen er blevet høj?

Lionel Messi vinker til publikum efter overrækkelsen af Ballon d'Or prisen mandag afteb
Lionel Messi vinker til publikum efter overrækkelsen af Ballon d'Or prisen mandag afteb Foto: FABRICE COFFRINI / Scanpix Denmark

Olsen valgte ’MSN’ – Olsen valgte glæden

I det her tilfælde er rivaliseringen så tydelig, så storladen og så indædt, at vi rent faktisk har opdaget historien, mens den bliver skrevet for øjnene af os. Det drejer sig også om Barcelona vs. Real Madrid og det, der i år kan blive tredje spanske Champions League-titel på stribe, hvis ikke – spanske – Pep Guardiola fuldbyrder sit flotte Bayern München-projekt.

Det eneste, der egentlig mangler er, at de to også rivaliserer på VM-historien, men her er den betydning ganske enkelt formindsket i takt med, at klubfodbolden i kommerciel og sportslig forstand lægger afstand til den skrantende landsholdsfodbold.

Så betyder det mindre, at Messi og Ronaldo slet ikke skriver lige så store landsholds-kapitler i fodboldhistorien som Pele, Maradona, Beckenbauer og Zidane gjorde.

Den nu tidligere danske landstræner Morten Olsen valgte ’MSN’ – Messi, Suarez og Neymar – som sine tre kandidater til Ballon D’Or og slog dermed et slag for glæden, det usædvanligt begejstrende holdspil på Barcelonas Champions League-vindere og fravalgte dermed Cristiano Ronaldo.

Kontroversielt vil nogen mene, men en anerkendelse af den trænerpræstation, der hos Luis Enrique også ligger bag at få den historiske spillemæssige storhed til at slå ud i drenget begejstring.

Olsen anerkender dermed også den dimension, der trænger igennem alle fodboldens kommercielle lag, der gør, at vi nu skal betale 269 kroner hver måned for at få lov at se sport på digitalt tv. Men vi gør det netop, fordi oplevelsen bliver uomgængelig. Fordi MSN gør sporten til noget, vi ikke kan og ikke vil undvære.

Messi, Suarez og  Neymar. Også kendt under forkortelsen  MSN
Messi, Suarez og Neymar. Også kendt under forkortelsen MSN Foto: LLUIS GENE / Scanpix Denmark

Så lad mig afslutningsvis rette en tak for skaberen, fordi du sendte os Messi, Ronaldo og Neymar. På nogenlunde samme tid.

Og endelig alligevel et subjektivt pip om den smag- og behag-orienterede storhed.

For undertegnede var Neymar oplevelsen i 2015. Han illustrerede glæden, han overskred grænser, vi ikke troede muligt og blev central i den glædes-drivkraft, der altid bør være sportens centrale ingrediens.  Måske blev han et offer for selvfølgelighedens kontinuitet.

Når Messi og Ronaldo fortsætter den vanvittige rivalisering, ender det selvforstærkende og de seneste års stemmer afføder flere stemmer. Men fred med Messis titel. Den er slet ikke ufortjent.

Lad os nyde, at vi har disse enere også i 2016. Og lad det blive et stort fodboldår.