Guld, guld, guld: Så meget er den fineste OL-medalje rent faktisk værd

Det amerikanske magasin Forbes har taget et nørdet kig på guldmedaljerne ved OL i Rio og blandt andet regnet ud, hvor meget de egentlig er værd.

En OL-guldmedalje er formentlig noget af det største, man kan vinde som idrætsudøver. Og ved OL i Rio er der allerede uddelt masser af dem.

Men hvis man tror, at den mest fornemme OL-medalje kun består af guld, tager man grueligt fejl. Det har de ikke været siden 1912, hvor OL blev afholdt i Stockholm.

Kun sølvmedaljen, som blandt andet Jakob Fuglsang og 'Guldfireren' vandt, er den eneste af de tre slags medaljer, som er helt 'ren'.

Ifølge det amerikanske magasin Forbes vejer alle medaljerne i Rio 500 gram. Men kun seks gram i guldmedaljen er reelt guld.

Det er minimumskravet fra den internationale olympiske komité, IOC. De resterende 494 gram er af sterlingsølv.  

Med den nuværende pris på guld (293,53 kroner per gram) og sterlingsølv (4,09 kroner per gram), betyder det, at en guldmedalje cirka er 3.782 kroner værd. Det er nærmest samme pris som ved Vinter-OL i Sotji i 2014.

I London i 2012 lå prisen en anelse højere (cirka 4.749 kroner), fordi kursen på både guld og sølv var højere for fire år siden.

Det er formentlig ikke noget, som får OL's bedst betalte stjerner til at sælge en eventuel guldmedalje, da penge ikke er noget, de mangler.

Hvis guldmedaljen ligesom i 1912 var af ren guld, ville atleterne naturligvis have haft en langt større værdigenstand hængende om halsen.

Helt nøjagtig ville det med den nuværende pris for guld og sølv have svaret til en værdi på næsten 147.000 kroner.

I alt er der leveret 812 guldmedaljer til legene i Rio. Samme antal er der kommet af sølv, mens der er leveret 864 bronzemedaljer.