Danmarks OL-helte vender hjem: Sådan bliver de hyldet

Størstedelen af de danske OL-atleter vender hjem til Danmark i aften, hvor de vil blive fejret ved en privat reception.

TV 2 dækker atleternes ankomst til Danmark. Både på TV 2 og TV 2 NEWS fra kl. 21:25 og på tv2.dk.

Danskerne må undvære en folkefest, når størstedelen af de danske OL-atleter lander i Danmark i aften.

I stedet for en stor fejring på Københavns Rådhus bliver der afholdt en reception i en VIP-terminal i Københavns Lufthavn, hvor kun de nærmeste pårørende er inviteret.

Det har Danmarks Idrætsforbund, DIF, besluttet i samarbejde med Team Danmark.

Men det skyldes ikke, at de ikke vil have, at atleterne skal fejres til den store guldmedalje. Det skyldes i stedet praktiske omstændigheder. Det fortæller Torben Lollike, som er kommunikationskonsulent i DIF.

- Vi er rigtig ærgerlige over, vi ikke kan lave en folkefejring. For det ville vi gerne. Men vi har valgt det, der bedst giver mening. Tidspunktet er skidt, og atleterne er trætte efter en flyvetur på 17 timer.

- Desuden var der ikke mulighed for at samle alle atleter. Nogle er allerede kommet til Danmark, og andre kommer først senere, fortæller han til TV 2 SPORT.

Aftenens program (cirkatider):

Kl. 21:35: Atleterne ankommer med fly fra Lissabon og vil blive fragtet i lufthavnsbus inden for lufthavnshegnet over til Vilhelm Lauritzen Terminalen.

Kl. 22:00: OL-gruppen ankommer til Vilhelm Lauritzen Terminalen.

Kl. 22:15 Velkomsttale af statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Kl. 22:20 NOAH (Troels Gustavsen) synger OL-sangen.

Kl. 22:25 Velkomsttale af Team Danmarks formand, Frank Jensen.

Kl. 22:31 Velkomsttale af Danmarks Idrætsforbunds formand, Niels Nygaard.

Kl. 22:40 Medierne kan interviewe OL-atleter og gæster.

Det er dog stadig muligt at få et glimt af OL-heltene, når receptionen er overstået. Ifølge Torben Lollike vil det ske fra cirka kl. 22:30.

Det er dog ikke fra ankomsthallen i Terminal 3, man kan få atleterne at se. I stedet kræver det, at man tager hen til Vilhelm Lauritzen Terminalen, som VIP-terminalen kaldes.

Den ligger på den anden side af landingsbanerne - cirka 2 kilometer fra Terminal 3 i Københavns Lufthavn, og derfor skal man ikke ind gennem hovedindgangen.

For at få et glimt af håndboldherrerne skal man tage ud til Vilhelm Lauritzen Terminalen på den anden side af lufthavnen.
For at få et glimt af håndboldherrerne skal man tage ud til Vilhelm Lauritzen Terminalen på den anden side af lufthavnen. Foto: Google Maps

Disse atleter, trænere og ledere forventer Team Danmark og DIF ankommer til Danmark i aften.

Atletik: Anna Sofie Holm Baumeister, Kristoffer W. Bjerke, Piotr B. Haczek, Anna Emilie Møller, Ole Hesselbjerg, Leo Ellermann Madsen og Abdi Hakin Ulad.

Badminton: Viktor Axelsen, Kamilla Rytter Juhl, Line Kjærsfeldt og Christinna Pedersen.

Cykling: Simon Andreasen.

Håndbold: Gudmundur Gudmundsson, Casper U. Mortensen og Morten Olsen. Kasper Søndergaard lander i Billund Lufthavn, hvor Skjern Håndbold byder ham velkommen hjem.

Kajak: Henriette Engel Hansen, Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Ringtved Thomsen, Ida Engholm Villumsen, Christian Jakobsen, Ole Tikjøb, Rene Holten Poulsen, Bo Vestergaard og Zoltan Bako.

Roning: Anne Dsane Andersen, Hedvig Lærke Berg Rasmussen, Lisbeth Falch Jakobsen, Jacob Barsøe og Kasper Winther Jørgensen.

Svømning: Pernille Blume, Lotte Friis, Daniel Skaaning og Magnus Ekberg Westermann.