Kvindehyldest og fællessang: Her er alle talerne til de danske atleter

Der var masser af rosende ord til de danske OL-udøvere, da de ankom til hyldest i Københavns Lufthavn.

OL i Rio er overstået. Det samme er tre ugers strabadser for de danske udøvere.

Det blev fejret tirsdag aften i Københavns Lufthavn, hvor pressen, fans og udøvernes familie og venner var mødt op.

Desuden var flere politikere mødt op for at give det succesfulde OL-hold nogle ord med på vejen, efter et historisk godt OL set med danske briller, hvor det blev til 15 medaljer.

Statminister Lars Løkke Rasmussen lagde for på talerstolen i hyldesten til det danske hold. Og han sparede ikke på roserne.

- Det er den stærkeste danske OL-præstation nogensinde. Det er superflot, og vi er simpelthen så stolte af jer, lød det blandt andet fra statsministeren.

Kulturminister Bertel Haarder, der selv var afsted i Rio og følge danskerne på tætteste hold deltog også i løjerne, da han sang for, da den danske nationalsang blev sunget.

Formanden for Dansk Idrætsforbund, Niels Nygaard, var også en tur på talerstolen. Og med en målsætning om 10 medaljer forud for OL, var det en tilfreds formand, der talte til de danske atleter - og roste de kvindelige atleter for at have overgået mændene i medaljehøst for første gang.

Bandet Noah, der står bag Danmarks OL-sang "Vi Brænder", gav et nummer til de fremmødte. 

Det var oprindeligt meningen, at Noah skulle give endnu et nummer som afslutning på aftenens program. Men bandet var allerede gået hjem.

Københavns overborgmester Frank Jensen havde også rosende ord til de danske atleter, før de kunne komme hjem og få et velfortjent hvil.