Top-10: Her er de mest populære videoer fra OL

OL i Rio har været fyldt med højdepunkter. Vi har samlet de videoer, som danskerne var mest vilde med undervejs.

OL i Rio er overstået og atleter fra hele verden er igen spredt for alle vinde.

Tilbage står minderne om et af de bedste danske OL i historien.

På TV 2 SPORT har vi samlet nogle af de største øjeblikke fra OL - de øjeblikke som har været mest populære hos brugerne på sport.tv2.dk

1. Blume vinder OL-guld

Pernille Blume overraskede de fleste, da hun vandt OL-guld på distancen 50 meter fri.

Mindre overraskende var det, at videoen af den 22-årige svømmers guldvindende heat var OL's mest sete klip.

2. Blume sender hilsen til mor

Den næstmest sete video under OL går også til Gladsaxe-svømmeren.

Her må hun dele æren med sin mor, som fulgte datterens vej til guldet fra hjemmet i Danmark.

Efter finalen fandt Pernille Blume ud af, at TV 2 havde set finalen med mor Pia, og det var næsten mere end den glade datter kunne forstå.

3. Mikkel Hansen scorer i sidste sekund

Udover Blumes guld, kunne de danske håndboldherrer også rejse hjem fra Rio med medaljer af den flotteste karat.

Inden de nåede så langt, måtte de igennem flere dramatiske opgør.

Ét af dem var kampen mod Qatar, hvor Mikkel Hansen i sidste sekund sikrede Danmark en plads i kvartfinalen.

4. Løbere hjælper hinanden efter styrt

OL handler ikke kun om at vinde guld.

5000 meter-løberne Nikki Hamblin og Abbey D’Agostino viste nøjagtigt, hvad den olympiske ånd handler om .

Efter et styrt hjalp de hinanden i mål til et af de smukkeste øjeblikke ved legene i Rio.

5. Udspringer kikser sit spring

Et mindre smukt øjeblik var det, da den russiske europamester Nadezhda Bazhina kiksede sit spring fra vippen.

Afsættet blev helt skævt og Bazhina brød direkte på ryggen gennem vandoverfladen.

Publikum elskede det, DJ'en hånede hende og dommerne kvitterede med 0 point.

6. Sara Slott vinder sølv

Hækkeløberen Sara Slott Petersen sikrede dansk atletik den første OL-medalje til en individuel, kvindelig dansk udøver siden 1948, hvor Lily Carlstedt vandt bronze i spydkast.

I suveræn ny personlig rekord kunne den 29-årige aarhusianer juble over karrierens største triumf bare en måned efter sit EM-guld.

7. Viktor Axelsen med interview på kinesisk

I den olympiske badmintonhal var der også dansk succes.

Hos kvinderne blev det til en flot sølvmedalje til damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

I herresingle tog Viktor Axelsen bronze, efter en hårdt tilkæmpet sejr over den kinesiske legende Lin Dan.

Efter kampen gav Axelsen et rørende interview til de mange kinesiske badmintonfans, på kinesisk.

8. Hollandsk rytter undgår styrt

Man behøver ikke være dansker eller vinde medalje for at fascinere danskerne.

Den hollandske banerytter Laurine van Riessen var ved at blive klemt inde efter et styrt, men formåede med en suveræn manøvre at køre helt op på banden og på den måde undgå selv at vælte.

9. Gymnast brækker benet

Helt så heldig var den franske gymnast Samir Ait Said ikke, da han deltog i spring over hest.

I landingen var franskmanden så uheldig at brække sit skinneben. Alligevel havde han overskud til at vinke ud til publikum, som hyldede ham, mens han forlod hallen på en båre.

10. Grønt vand i poolen

Selv uden atleter i aktion formåede arrangørerne at skabe undren og dramatik.

Pludselig havde vandet i det olympiske udspringsbassin skiftet farve fra vanligt blåt til grønt.

Et mysterium som også fangede danskernes opmærksomhed.

Hvilket klip gjorde mest indtryk på dig under OL?

Afstemning