Qatars varme er ikke farlig - dårlig forberedelse er

Som cykelrytter kræver et VM i Qatar en forberedelse ud over det sædvanlige. Med lidt kreativitet har de danske ryttere dog afvæbnet den barske varme.

Det ser voldsomt ud, når ellers toptrænede cykelryttere dejser om på stribe under VM i Qatars omklamrende varme.

Mens sveden hagler af rytterne, hagler kritikken ned over Den Internationale Cykelunion for at placere verdensmesterskaberne i en ørkenstat. Unionen flyttede ellers VM fra september til oktober i håb om lavere temperaturer. Det blev ikke tilfældet.

Men Qatars ekstreme varme på op til 40 grader er ifølge eksperter slet ikke problemet. Det er dårlig forberedelse til gengæld. Og så falder hammeren altså.

- Jeg tænker, at dem, der kaster op og bliver dårlige af det, ikke har forberedt sig godt nok. Det er typisk de signaler vi ser på ryttere, der ikke har akklimatiseret sig godt nok, fortæller Lars Nybo, professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, til Sportslab.

Og hvordan forbereder rytterne sig på det, de selv beskriver som at køre i en sauna? Svaret er lige så simpelt, som det er effektivt, hvilket vi vender tilbage til.

Først lidt om, hvad der sker, når cykelrytterne på en tidskørsel koger over.

Det, der udløser balladen, er kropstemperaturen. Altså den vi måler for at se, om vi har feber.

Fra første tråd stiger temperaturen i kroppen, og uden den rigtige forberedelse risikerer den på en enkeltstart i Qatars varme at ramme et kritisk niveau allerede efter 20 minutter. Og så er der altså langt hjem.

- Den kritiske temperatur er omkring 40 grader. Der bliver hjernen for varm, og når hjernen bliver for varm, bliver man i dårligere stand til at aktivere sine muskler, fortæller Peter Møller Christensen, der er sportsfysiolog hos Team Danmark.

Under normale forhold med 10-20 plusgrader vil en atlets kernetemperatur under intensivt arbejde maksimalt nå 39 grader. Men under høje temperaturer som i Qatar kan den stige fra 37 til 40 grader på bare 20 minutter.
Under normale forhold med 10-20 plusgrader vil en atlets kernetemperatur under intensivt arbejde maksimalt nå 39 grader. Men under høje temperaturer som i Qatar kan den stige fra 37 til 40 grader på bare 20 minutter. Foto: TV2

Så når vi ser ryttere, der kaster op og ikke længere er i stand til at styre cyklen, er det altså fordi hjernen koger over. Og at de bliver syge og dårlige, er altså en advarsel, rytterne bør tage alvorlig.

- Kroppen er heldigvis så smart indrettet, at man stopper sin aktivitet, og så falder temperaturen som regel hurtigt ned på et niveau, hvor det ikke når at blive kritisk. Men der er da eksempler på, at med meget motiverede personer under meget ekstreme forhold kan det gå galt. Derfor er det noget, man skal tage alvorligt, siger Peter Møller Christensen.

Sammen med Lars Nybo forberedte han de danske ryttere inden afrejse. For som nævnt tidligere - det er ikke varmen, der er farlig. Det er der i mod dårlige forberedelser.

- Den eneste måde, vi kan holde hjernen kold på, er ved, at vi holder hele kroppen i temperaturbalance. Det gør vi ved at afgive varme til omgivelserne, og det gør vi med to primære mekanismer. Det ene er, at vi sender blod ud forbi huden, og det andet er, at vi sveder. Det er noget, man bliver bedre til, når man bliver akklimatiseret, når man bliver trænet til varmen.

Vidste du?

Den nedgang i intensiteten, som varmen medfører, opvejes af, at selv samme varme gør luftmodstanden mindre. Dermed kører rytterne faktisk lige så hurtigt som under normale forhold.

Og hvordan ruster rytterne sig så bedst til at køre under forhold, der mest af alt minder om at køre i en sauna?

Naturligvis ved at træne i en sauna.

- Udgangspunktet er, at rytterne i Qatar præsterer 15 til 20 procent dårligere end under normale forhold. Det, vi forsøger at gøre med varmetræning, er at lukke det hul, så de kommer så tæt på 100 procent af det, som de kan under normale forhold, siger Peter Møller Christensen.

Og fjorten dages varmetræning er reelt nok til, at rytterne i hvert fald ikke behøver at frygte varmen.

Så inden afrejsen til Qatar supplerede en række af de danske ryttere de normale træningspas med kilometer i benene svedende i en sauna i Brøndby.

Her i blandt Mads Würtz Schmidt, der i sit forsvar af VM-titlen i U23-ryttternes enkelstart dog alligevel blev sat til vægs af varmen og sluttede på en skuffende 21. plads.

- Det var en utrolig dårlig oplevelse. Jeg havde sat næsen op efter meget mere. Formen var til det, men varmen slog mig ihjel. Jeg havde forberedt mig, så godt jeg kunne, men det var åbenbart ikke godt nok, forklarede den nu tidligere verdensmester til TV 2 SPORT.

Mens forberedelserne altså ikke forhindrede en nedtur, så betød timerne i en hed sauna formentlig, at danskeren undgik at lide samme skæbne som flere af kollegaerne.

- Hvis folk er varmetilpasset, bliver de udmattet i varmen stadigvæk, men vi ser typisk ikke, at de bliver dårlige, siger Lars Nybo.

Og så er vi tilbage ved diskussionen, om det er forsvarligt at afholde VM i cykling i Qatar – for slet ikke at tale om VM i fodbold samme sted i 2022.

Det er det, mener Lars Nybo.

- Sport - og cykling i særdelshed - er jo noget, der foregår i naturen, og der er varmen jo et element, som man kan vælge at tolerere. Ellers skal alt foregå på de nordlige breddegrader.