Målløs Peter Gade afsløret af magiker: Kunne læse alle slag 

Mentalist Henrik Svanekiær påstår, at han kan forudsige dele af en badmintonkamp. Peter Gade og Jim Laugesen tager udfordringen op.

Ved en professionel badmintonkamp kan et slag eller et smash nå op på en fart omkring de 400-450 km/t. Og på få millisekunder skal modstanderen nå at reagere for at returnere den fem gram tunge fjerbold.

Hvad gør man som badmintonspiller, når man skal forsøge at forudsige sin modstanders næste træk? Man kan forsøge at påvirke sin modtander. Man kan bruge intuition, fornemmelse eller statistik.

Eller også kan man forsøge at gøre noget helt andet – nemlig at bruge MAGI.

SportsLab har inviteret mentalisten Henrik Svanekiær til Gentofte Badmintonhal. For kan en magiker forudsige placeringen af slag fra den tidligere professionelle badmintonspiller Peter Gade? Det vil vi teste.

16x9
Mentalist Henrik Svanekiær udfordrer Peter Gade inden badmintonduellen. Foto: TV 2 SPORT

- Der sker ofte en del ting mellem himmel og jord, som man ikke har kontrol over. Så et eller andet sted tror jeg på magi, siger Peter Gade.

For at sikre at det går ordentlig til, står TV 2 SPORTs badmintonkommentator Dennis Bostrup med på sidelinjen. Og så bliver det den tidligere professionelle badmintonspiller og nuværende badmintonkommentator, Jim Laugesen, som kommer til at stå overfor Peter Gade.

Hvor meget tror du på magi?

- Ikke særligt meget..., griner Jim Laugesen.

Henrik Svanekiær har tidligere medvirket i SportsLab. Her forudsagde han 11 ud af 11 mulige straffespark fra FC Nordsjællands Emiliano Marcondes. Nu skal vi se, om han også kan forudsige slag i en badmintonkamp.

- Det handler i virkeligheden om manipulation. Om man kan afkode folk. Se, om man kan få dem til at tage de beslutninger, man gerne vil ved den indledende snak, siger mentalist Henrik Svanekiær.

Henrik Svanekiær har en kort samtale med Peter Gade, inden den tidligere All England-mester skal ud i fem dueller mod Jim Laugesen.

Mentalisten Henrik Svanekiær vil forudsige Peter Gades slag, hver gang han får et langt slag fra Jim Laugesen. Allerede inden duellen har Peter Gade besluttet sig for, hvor han vil placere sine fem slag.

Se hvordan Henrik Svanekiær forudsiger Peter Gades spil: 

- Det burde ikke kunne lade sig gøre. Jeg ved godt, at han har gjort det i fodbold. Men det burde ikke kunne lade sig gøre i badminton. Man tager simpelthen så mange valg, inden man slår, siger Jim Laugesen.

- Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, siger Peter Gade.

Men her stopper badminton-magien ikke. Nu vil SportsLab for alvor udfordre Henrik Svanekiær. Kan han virkelig forudsige en badmintonduel? Det skal komme an på en prøve.

Nu skal Henrik Svanekiær forsøge at forudsige en vinder af en duel mellem Peter Gade og Jim Laugesen. Men ikke nok med det. Han skal også forudsige, hvor mange slag der er i duellen, selvom han ikke ser hele duellen!

Magikeren lukker sine øjne, og Dennis Bostrup sørger for, at han ikke kan høre, hvad der foregår på banen.

- Jeg havde stor respekt for Henrik, inden jeg kom i dag. Det er ikke den store overraskelse for mig, at han er så skarp til det her. Han er virkelig, virkelig skarp, siger Peter Gade.

Se Henrik Svanekiær forudsige udfaldet af en badmintonduel mellem Peter Gade og Jim Laugesen: (*Duellen bliver sat i gang med en serv, og først herefter starter Dennis Bostrup med at tælle antal slag i duellen)

Og hvordan gør han det så? Er det magi? Er det manipulation? Det er naturligvis noget, Henrik Svanekiær ikke er meget for at røbe.

- Ja, hvordan kan jeg det. Det er jeg egentlig også stolt af. Det gik ret godt, og jeg var faktisk lidt i tvivl i dag. Peter Gade er jo en skeptisk type, men det gik, siger Henrik Svanekiær.

16x9
23 dueller. Den havde Henrik Svanekiær gættet på forhånd. Foto: TV 2 SPORT

- Han kan da godt blive ansat i nogle forbund rundt omkring i verden, når han kan sådan nogle ting. Så hvis han vil være landstræner et sted, så kan han få jobbet, slutter Jim Laugesen.