Vandt VM i Counter Strike: Nu får de uventet hyldest

Københavns Kommune har indbudt e-sportsholdet Astralis til de berømte rådhuspandekager. Et arrangement der ikke blev holdt for OL-medaljevinderne.

Det professionelle danske e-sportshold Astralis vandt i slutningen af januar en af de største internationale e-sportsturneringer i verden og har siden kunnet kalde sig for verdensmestre i det populære computerspil Counter Strike.  

Triumfen er noget, København Kommune gerne vil hylde, og derfor har kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), indbudt til pandekager på rådhuset den 7. februar.

- Det er en tradition i Københavns Kommune, at vi modtager store medaljevindere, og med det her arrangement viser vi, at vi satser på e-sport, siger Carl Christian Ebbesen til TV 2 SPORT.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg anerkender e-sport som sportsgren. Det er noget, der bliver dyrket på eliteplan, og interessen bliver kun større og større.

Håndboldherrerne sagde selv nej

Ingen kan tage den flotte triumf fra Counter Strike-drengene, der udover æren løb af hovedpræmien på 3,3 millioner kroner.

Men det kan for nogen stå uforstående hen, at de skal fejres med rådhuspandekager, når OL-medaljevinderne blev spist af med et arrangement i Københavns Lufthavn.   

- Det var også forkert set fra min side. Men det var den socialdemokratiske overborgmester (Frank Jensen, red.), som tog beslutningen i sommer, forklarer kultur- og fritidsministeren.

Kultur- og Fritidsminister i Københavns Kommune anerkender, at e-sport er en sportsgren.
Kultur- og Fritidsminister i Københavns Kommune anerkender, at e-sport er en sportsgren. Foto: Marie Hald / Scanpix Denmark

Og sådan som Carl Christian Ebbesen har forstået det, var der ikke noget inderligt ønske fra medaljevinderne om at blive hyldet.

- Frank Jensen sagde direkte til mig, at det var efter eget valg, at håndboldherrerne ikke ville på rådhuset efter OL.

E-sport skal være uden chips og cola

E-sport er i dag en voksende foreningssport i Danmark, hvor over 40 foreninger og private klubber landet over øver sig i at blive professionelle computerspillere. Derudover er flere skoler begyndt at tilbyde undervisning i e-sport.

Den udvikling følger man i Københavns Kommune.

- Som et led i udviklingen og udbredelsen af e-sport har vi åbnet vores eget e-sportscenter. Vi rækker hånden ud til spillerne og anerkender, at det er en sportsgren, siger Carl Christian Ebbesen.

I kommunen er det store ønske at skabe et mere professionelt foreningsliv omkring e-sporten, som så kan danne grund for et større socialt fællesskab.

- Jeg har en klar interesse i, at e-sport skal være uden chips og cola. Der er rigtig mange, som spiller computer derhjemme. Vi vil gerne trække flere af dem ud, siger han.  

Astralis er indbudt til pandekager på Københavns Rådhus tirsdag d. 7. februar kl. 12.30.