FCK's eSport-hold misser millionpræmie i stor Counter-Strike-finale

F.C. Københavns Counter-Strike-hold 'North' har stadig sin første store sejr til gode, efter de søndag nat tabte 'ESL Pro League Finals' i Dallas.

Danmark var endnu en gang repræsenteret i en af de helt store internationale eSport-finaler, da 'North' sent søndag spillede sæsonfinale i computerspillet 'Counter-Strike: Global Offensive'.

I finalen mod franske 'G2 Esports' måtte de dog sande, at modstanderen bare var bedre på dagen. I formatet bedst af fem baner tabte det danske hold således med 1-3, og så kunne franskmændene i stedet tage trofæet og halvanden million kroner med sig hjem. Danskerne måtte 'nøjes' med 663.000 kroner for andenpladsen.

Modsat de kendte navne på fodboldbanen som Andreas Cornelius og Mathias 'Zanka' Jørgensen, så var det her spillerne Mathias ”MSL” Lauridsen, René ”cajunb” Borg, Philip ”aizy” Aistrup, Emil “Magiskb0y” Reif og Kristian “k0nfig” Wienecke samt træner Casper “ruggah” Due, der repræsenterede hovedstadsklubben i jagten på trofæet i femte sæson af ESL Pro League.

Det danske hold rangerer som nummer fem i verden, mens modstanderen G2 ligger en enkelt plads højere. Allerede inden finalen var i gang, blev stemningen hurtigt sat i Verizon Theatre, da langt størstedelen af publikummet tydeligt gav udtryk for, de på ingen måde støttede danskerne. Det udnyttede Kristian “k0nfig” Wienecke til at sende en bredside af sted:

- Vi er fuldstændig ligeglade med, om I hepper på G2. Vi vil smadre dem og vise, hvem der er de bedste I verden, lød beskeden til de fleste af de 6.000 tilskuere.

Første bane - 'Cache'

Indledningsvis holdt "k0nfig" da også ord, da han startede som lyn og torden, mens han viste vejen for sine holdkammerater fra North. Det danske hold bragte sig således foran 5-2 og senere 10-5, men så fik franske G2 langt bedre fat.

Først udlignede franskmændene til 11-11, inden North også kom bagud 12-14. Her var danskerne nærmest tvunget til at vinde for at holde liv i første bane, og på imponerende vis formåede de at svare igen. Håbet varede dog kort, da G2 kort efter vandt næste runde og dernæst lukkede ned. 13-16 blev resultatet i banen og 0-1 samlet i antal banesejre.

Anden bane - 'Cobblestone'

Efter et nederlag i første bane var håbet stort hos det danske hold, da de startede på 'Cobblestone'. Banen var således Norths eget valg, efter G2 havde valgt, hvilken bane, der skulle spilles i første omgang.

På trods af danskerne selv havde valgt bane, blev det dog en stor ydmygelse af det danske hold, der aldrig kom i gang. Efter en svær start kom de bagud 3-7, og siden trak franskmændene kun fra. 3-12 blev til 5-13, inden det franske hold vandt de sidste tre runder og sikrede sig sejren i bane to. 5-16 blev resultatet og 0-2 samlet.

Tredje bane - 'Overpass'

Under maksimalt pres stillede de fem spillere og træneren sig sammen i en klynge bag skærmene i Verizon Theatre, og efter en kort snak forlod de klyngen med et smil og satte sig klar.

Bevidste om de var tvunget til at vinde de sidste tre baner, gav stjernen Kristian 'k0nfig' sit hold den helt perfekte start, da han alene mod tre konkurrenter bragte danskerne i front. Herfra rykkede de fra franskmændene og kom foran 13-2, inden de sikrede sig otte matchbolde i bane tre med stillingen 15-7.

Dramaet ville ingen ende tage, og med storspil fra fanskmændenes 'kennyS' spiste de sig langsomt ind på danskerne. Foran 15-14 formåede North at holde hovedet koldt, og så lukkede de tredje bane til egen fordel, da holdkaptajnen Mathias 'MSL' Lauridsen sendte den sidste franskmand til tælling. 16-14 i bane tre og 1-2 samlet.

Fjerde bane - 'Inferno'

Efter sejren i tredje bane havde North dog ikke mere at skyde med, da de i banen 'Inferno' blev kørt midt over. Allerede fra start kom danskerne bagud 0-5, og siden så G2 sig ikke tilbage. Mens North kæmpede med at finde rytmen, ramte franskmændene nærmest alt, og så måtte North se drømmen om titlen forsvinde med cifrene 3-16 i bane fire og 1-3 samlet.

Holdet North startede i januar og er en eSports-organisation grundlagt af F.C. København og Nordisk Film, og på trods af finalepladsen rangerer de umiddelbart 'kun' som Danmarks andenbedste Counter-Strike-hold. Helt i toppen af ranglisterne finder man nemlig holdet 'Astralis', der allerede har bevist sit værd med en sejr i den største turnering af alle - nemlig 'Majoren'.

North kan dog trøste sig med, at andenpladsen og de 663.000 kroner foreløbig er bedste resultat, siden de startede som nyt hold den 3. januar. Inden FCK overtog holdet, har de dog tidligere triumferet undet navnet 'dignitas'.