Danske Astralis spiller sig i stor finale – kan vinde tre millioner kroner

16x9
Astralis er klar til finalen i Atlanta, hvor der er over fire millioner kroner på spil. Foto: RFRSH Entertainment

Esportsholdet Astralis er blandt verdens bedste. Nu har danskerne kvalificeret sig til endnu en finale efter et imponerende comeback i semifinalen.

Astralis leverede et opsigtsvækkende comeback, da holdet spillede sig i finalen i ELEAGUE CS:GO i Atlanta.

Dermed er danskerne klar til finalen, hvor vinderen præmieres med 3,14 millioner danske kroner, mens taberen må tage til takke med 940.000 kroner.

- Det var en rimelig episk semifinale, hvor Cloud9 havde os helt nede i sækken, men vi formåede på én eller anden måde at komme tilbage, siger In-game leader Lukas ’gla1ve’ Rossander i en pressemeddelelse.

Finalepladsen kom i hus efter en tæt kamp mod det amerikanske hold Cloud9, som vandt den første af tre mulige baner og førte stort i den næste.

Ved stillingen 14-9 i andet map skulle amerikanerne kun vinde to runder mere for at afgøre kampen, men så viste Astralis hvorfor, danskerne er blandt verdens bedste hold. Astralis vandt syv runder i træk, og med 16-14 i andet map blev kampen tvunget ud i den tredje og afgørende bane. Her var der klasseforskel på de to hold.

Med cifrene 16-4 sikrede Astralis finalepladsen og en garanteret præmiesum på cirka 940.000 kroner.

Setuppet er stort anlagt, når Astralis spiller kampe.
Setuppet er stort anlagt, når Astralis spiller kampe. Foto: RFRSH Entertainment

- Det er lidt for længe siden, vi har vundet en finale, men kan vi spille som i afslutningen af gårsdagens kamp, kan vi tage dem. Holdene kender hinanden ud og ind, så det bliver under alle omstændigheder virkelig tæt, siger Lukas ’gla1ve’ Rossander.

North forpassede dansk finale

I den anden semifinale kiksede FC Københavns counterstrike-hold North muligheden for at sikre en ren dansk finale.

North tabte 2-0 til FaZe Clan, som har danske Finn ’karrigan’ Andersen på holdet.

Dermed får Astralis mulighed for at revanchere et finalenederlag til FaZe Clan tidligere på året. I april vandt FaZe Clan med 2-1 over Astralis, efter at ’karrigan’ havde udlignet til 15-15 i tredje map og tvunget finalen ud i overtid.

I maj mødtes de to hold igen ved Intel Extreme Masters Season XII Sydney, hvor FaZe Clan også vandt 2-1.

Astralis og FaZe Clan har mødt hinanden 20 gange i alt. Holdene var vundet 10 opgør hver.

Finalen i Atlanta spilles lørdag morgen klokken fire dansk tid.