24 år efter overfald på rival tilstår skøjte-stjerne, at hun vidste, der var noget på færde

Den tidligere amerikanske kunstskøjteløber Tonya Harding fortæller i et nyt tv-interview, at hun overhørte sin eksmand og hans ven tale om et angreb.

Tonya Harding har lige siden overfaldet på skøjteprinsessen Nancy Kerrigan benægtet at have været med til at planlægge angrebet, for at hun kunne overtage sin rivals plads på det amerikanske OL-hold i 1994.

Den tidligere amerikanske kunstskøjteløber erkendte dog dengang at have dækket over forbrydelsen overfor det amerikanske forbundspoliti, FBI, da hun - efter overfaldet - fandt ud af, at hendes eksmand, Jeff Gillooly, og hans ven, Shawn Eckardt, stod bag.

I dag afviser Harding fortsat at være gået med til eller kendt til eksmandens planer mod Kerrigan, men i et nyt interview med titlen 'Truth and Lies: The Tonya Harding Story', som sendes på den amerikanske tv-kanal ABC News den 11. januar, løfter hun sløret for, at hun vidste, noget var på færde.

- Jeg overhørte dog, at de talte om ting, om at 'måske vi skal tage nogen ud, så vi kan være sikre på, at hun kommer på holdet'. Og jeg husker, jeg sagde til dem: "Hvad helvede er det, I taler om? Jeg kan godt stå på skøjter". Det var en måned eller to før (overfaldet, red.), siger hun i en video, som ABC News har offentliggjort som teaser for interviewet.

Forholdet mellem Tonya Harding (tv) og Nancy Kerrigan var iskoldt under OL i Lillehammer i 1994.
Forholdet mellem Tonya Harding (tv) og Nancy Kerrigan var iskoldt under OL i Lillehammer i 1994. Foto: VINCENT AMALVY / Scanpix Denmark

Overfaldet på Nancy Kerrigan fandt sted den 6. januar 1994. Kort efter Kerrigan havde forladt isen under en træning til den amerikanske OL-udtagelse i Detroit, blev hun slået over sit højre knæ med en knippel af en ukendt gerningsmand.

Tv-kameraer fangede ikke selve episoden, men derimod Kerrigan i store smerter umiddelbart efter angrebet. Grædende sad hun på jorden og tog sig til knæet. Se billederne i videoen øverst.

Gerningsmanden blev senere anholdt og identificeret som Shane Stant, og her kom det også frem, at han var blevet hyret af Tonya Hardings eksmand, Jeff Gilloolys, og Shawn Eckardt. Gillooly blev idømt to års fængsel, mens Eckardt, Stant og føreren af flugtbilen, Derrick Smith, alle fik 18 måneders fængsel.

Efter karrieren som kunstskøjteløber forsøgte Tonya Harding at slå fra sig i bokseringen.
Efter karrieren som kunstskøjteløber forsøgte Tonya Harding at slå fra sig i bokseringen. Foto: JEFF HAYNES / Scanpix Denmark

Tonya Harding blev kendt medskyldig i overfaldet, fik en betinget dom på tre år og idømt 500 timers samfundstjeneste samt en bøde på 160.000 dollar - knap én million kroner. Ligeledes blev hun udelukket fra USA's kunstskøjteforbund på livstid.

Direkte adspurgt om hun nogensinde har sagt undskyld til Nancy Kerrigan, svarer Tonya Harding, at det har hun gjort adskillige gange.

- Der har været undskyldninger nok, siger hun i interviewet.

I april talte ABC News med Kerrigan, der sagde, at hun aldrig har modtaget en direkte undskyldning fra Harding.

Som følge af overfaldet måtte Nancy Kerrigan melde afbud til OL-udtagelsen, som Tonya Harding vandt, men hun blev frisk nok til at kunne deltage ved OL i februar. Hun fik USA's anden plads i konkurrencen og formåede at skøjte sig til en sølvmedalje. Tonya Harding derimod endte som nummer otte.

Nancy Kerrigan, ukrainske Oksana Baiul og Chen Lu fra Kina smiler ved medaljeceremonien i Lillehammer den 25. februar 1994.
Nancy Kerrigan, ukrainske Oksana Baiul og Chen Lu fra Kina smiler ved medaljeceremonien i Lillehammer den 25. februar 1994. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Danmark

Få hele historien bag skandalen på isen i sportsdokumentaren på TV 2 PLAY.