Udvisninger slog os ud af kurs, siger Nikolaj Jacobsen

Landstræneren er tilfreds med spillernes indsats i bronzekampen, men ærgrer sig over mange udvisninger.

Nikolaj Jacobsen rejser hjem fra sin første slutrunde som dansk håndboldlandstræner uden medalje efter 29-32 til Frankrig.

Men landstræneren er udmærket tilfreds med præstationen i den afsluttende kamp, selv om det ikke rakte til en sejr mod de franske verdensmestre.

- Kampen viste, at spillerne var tændte. Vi kom jo også fint fra start. Så blev vi frustrerede over nogle dommerkendelser og mistede lidt fokus.

- I anden halvleg spillede vi bare mod et godt hold, men vi blev ved at kæmpe i 60 minutter. Det var også lige ved, at vi kunne ændre kampen, siger Nikolaj Jacobsen.

Han mener, at et dansk orgie i udvisninger i første halvleg satte kursen for resten af kampen.

Danmark førte ellers 9-7 og 10-8, men måtte gå til pause bagud med 14-17.

- Dobbeltudvisningen på Rasmus Lauge ændrede rigtig meget. Også fordi vi lige bagefter fik en udvisning på Anders Zachariassen og en på Mads Mensah.

- I det sidste kvarter spillede vi otte minutter i undertal. Der rykkede Frankrig væk, og vi halsede efter i resten af kampen, konstaterer Nikolaj Jacobsen.

Om kampens rumænske dommerpar havde landstræneren følgende kommentar:

- Normalt kommenterer jeg ikke dommernes præstation. Men det er ærgerligt for håndbolden, at man på dette niveau skal give vennetjenester til nogle dommere, der stopper karrieren nu, siger Jacobsen.