Astralis nedlægger tophold og spiller sig i stor semifinale

Det danske Counter-Strike-mandskab Astralis kunne torsdag aften juble, da de spillede sig et skridt nærmere titelforsvaret i IEM Katowice.

I sidste uge måtte Astralis se semifinalepladsen glippe ved StarSeries i-League, men i denne omgang kunne ingen andre røre dem, da de spillede sig videre med en 2-1-sejr over nordamerikanske Team Liquid, der ellers har vist storform på det seneste.

Dermed er det danske hold sikret en plads direkte i semifinalen, efter de tidligere har slået Renegades og verdens nummer to, SK Gaming, undervejs i turneringen. Det er samme turnering, som Astralis sidste år vandt.

Astralis 2-1 Team Liquid

  • Resultatet af bane 1 ’Inferno’: 12-16
  • Resultatet af bane 2 ’Nuke’: 16-5
  • Resultatet af bane 3 ’Overpass’: 16-5
  • Flest kills: Emil "Magisk” Reif og Nicolai "device" Reedtz (61)
  • Kampens spiller: Nicolai 'device' Reedtz

2018 fik ellers en hektisk indledning for Astralis, efter stjernen Markus "Kjaerbye" Kjærbye pludselig forlod holdet til fordel for de dansker rivaler North.

Derfor hentede de unge Emil ”Magisk” Reif til holdet som erstatning, og han er tilsyneladende spillet hurtigt ind i rollen hos sit nye hold. I kampen mod Liquid blev han en afgørende faktor sammen med holdets store stjerne, Nicolai "device" Reedtz, og det glædede den 19-årig Astralis-spiller.

- Jeg er virkelig, virkelig glad for, at vi spillede så godt. Jeg er næsten så glad, jeg ikke har ord for det. Det er min anden turnering med holdet, og det er vores første semifinale. Det er utroligt. Forhåbentlig kan vi nå endnu længere end det her, sagde Emil "Magisk" Reif efter kampen mod Liquid.

Astralis er efter en svær periode med et længere sygdomsforløb hos Nicolai "device" Reedtz og udskiftning i truppen faldet ned som nummer syv i verden. En topplacering i IEM Katowice, som de vandt sidste år, vil sende dem i retning af den absolutte verdenstop igen.

De danske rivaler fra North måtte sent torsdag vinke farvel til drømmen om en titel, da de tabte en tæt knockout-kamp mod svenske 'Ninjas In Pyjamas'.

Vinderen af turneringen kan udover den store titel tage 1,5 millioner kroner med hjem, mens Astralis nu minimum er sikret små 250.000 kroner, som en 3/4-plads giver.