Finn 'karrigan' Andersen taber kæmpe gyser og misser millionpræmie

16x9
Finn 'karrigan' Andersen er holdkaptajn for FaZe. Foto: TV 2 SPORT

Counter-Strike-spilleren Finn Andersen og hans hold 'FaZe Clan' tabte finalen ved IEM Katowice efter en lang og tæt finale.

12.000 tilskuere i Spodek Arena i Polen blev vidne til en maratonfinale, da den danske holdkaptajn Finn 'karrigan' Andersen og CS:GO-holdet FaZe missede den prestigefyldte titel i turneringen IEM Katowice, som danske Astralis vandt sidste år.

I stedet blev det svenske 'fnatic', der efter mere end syv timers spil vandt finalen 3-2 efter overtid i femte og sidste bane. Dermed kunne svenskerne løfte trofæet og samtidig tage 1,5 millioner kroner med hjem i pengepræmie.

FaZe Clan 2-3 fnatic (bedst af fem baner)

  • Resultatet af bane 1 ’Cache’: 16-5
  • Resultatet af bane 2 ’Inferno’: 20-22 (afgjort i ekstra runder/overtid)
  • Resultatet af bane 3 ’Overpass’: 7-16
  • Resultatet af bane 4 'Mirage': 16-11
  • Resultatet af bane 5 'Train': 17-19 (afgjort i ekstra runder/overtid)
  • Flest kills: Robin 'flusha' Rönnquist (127)

- Vi taber altid disse finaler på de mest hjerteskærende måder. Tak for støtten, Spodek, skrev Finn 'karrigan' Andersen på sin Twitter-profil efter nederlaget. Det var formentlig en henvisning til finalenederlaget i januar, hvor de missede den største titel overhovedet, 'Majoren' - ligeledes efter overtid.

Danske 'karrigan' er holdkaptajn for holdet med fem europæiske spillere, der ligger nummer et i verden og repræsenterer den amerikanske e-sportsorganisation FaZe. Hans hold fik en forrygende start på finalen, da de vandt første bane og efterfølgende bragte sig foran 9-2 i 'Inferno'.

Hver gang svenske fnatic kom tæt på FaZe, var det bosnieren Nikola 'Niko' Kovac, der slog til og sørgede for at øge forspringet igen.

Herfra vendte opgøret dog på hovedet. Svenskerne overtog initiativet, og selvom de i første omgang missede en god mulighed for at udligne finaleserien, så vandt de anden bane 22-20 efter ekstra runder. De kom i spil, da holdene spillede de 30 ordinære runder 15-15.

Tredje bane så ud til at få en hurtig afgørelse, da Svenske fnatic bragte sig foran 6-0. Med syv runder i træk lykkedes det dog FaZe at bringe sig tilbage i opgøret, men så kollapsede 'karrigans' tropper. Fra 7-6 tabte de ti runder i træk, og så måtte de se fnatic bringe sig foran 2-1 i finaleserien.

Sådan fungerer Counter-Strike

To hold mod hinanden - fem på hvert hold. Det ene hold er terrorister og skal forsøge at plante en bombe, mens det andet hold agerer anti-terrorkorps, som skal forsøge at forhindre, at bomben detonerer.

En runde varer ét minut og 55 sekunder, og hvis terroristerne får held med at detonere bomben eller skyde alle fem modstandere ned, får de et point. Ellers går pointet til det andet hold.

Man spiller 15 runder, og så bytter de to hold roller. Det hold, der først når 16 point, vinder kampen. Nogle gange spiller man også bedst af tre eller bedst af fem baner.

Banen 'Mirage' blev en mere ensidig affære, hvor FaZe vandt 16-11, og så var der lagt op til et drama, da finalen skulle afgøres i sidste bane, som var den klassiske bane 'Train'.

Stor dansk aktion - finalen afgjort i overtid

Med rollen som holdkaptajn er det sjældent, at Finn 'karrigan' Andersen trækker de store overskrifter med sit spil, da han mere fokuserer på holdets taktiske plan. Foran 8-7 i finalens sidste bane var det dog danskeren, der på et afgørende tidspunkt sikrede sit hold momentum.

I runden var han alene tilbage mod to modspillere, men alligevel formåede han at nedlægge dem begge to. På trods af det danske storspil endte det hele alligevel 15-15, og så skulle finalen afgøres i overtid efter mere end syv timers Counter-Strike.

Her var det 24-årige Robin 'flusha' Rönnquist, der blev den helt store helt med flere store aktioner. Nærmest ene og alene tog han hele sit hold på skuldrene og bar dem frem til sejren med 19-17. FaZe og 'karrigan' måtte derfor "nøjes" med 600.000 kroner for andenpladsen.

Der var tre danske hold med i turneringen. Astralis tabte til netop FaZe i semifinalen og sluttede som bedste hold på en tredjeplads, der gav næsten en kvart million. North sluttede på en 7/8-plads, mens Heroic blev nummer 9-12.