Voldelige computerspil bliver aldrig en del af OL, siger præsident

16x9
Det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold Astralis må se langt efter at blive en del af OL-programmet. Foto: RFSH Entertainment

Præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité mener ikke, at voldelige computerspil stemmer overens med OL-værdierne.

E-sport er i massiv fremgang i øjeblikket. Men lige meget hvor stort det bliver, kommer de mest populære af slagsen ikke i betragtning til at blive en del af de olympiske lege.

Så klar er meldingen hos præsidenten fra den Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach.

- Det vil aldrig kunne blive anerkendt som en olympisk disciplin, fordi det går imod vores værdier og principper, siger Bach til Reuters.

At e-sport foregår bag en computerskærm er dog ikke problemet; det er det voldelige gameplay derimod.

- Vi er nødt til at trække en klar linje, og den går ved disse e-sportsspil, hvor der dræbes, som promoverer vold eller en anden form for diskrimination.

- Uden at glemme vores rødder er de olympiske lege altid åben over for nye sportsgrene. Traditionen alene har ingen værdi, hvis man ikke er åben over for sportsgrene, der appellerer mere til de yngre generationer. Hvis man ikke er det, risikerer man at miste sin relevans meget, meget hurtigt.

Dermed er ikke-voldelige spil som fodboldspillet FIFA, som også er en stor e-sport, altså som udgangspunkt ikke helt udelukket.

Var på blokken i Paris 2024

Den kontante udmelding fra IOC-præsidenten går direkte imod, hvad værterne for OL i 2024, Paris, tidligere har meldt ud.

Tilbage i august sidste år var de nemlig meget åbne for at inddrage de voldelige computerspil som en del af OL-programmet.

- Vi bliver nødt til at se på det, for vi kan ikke bare sige: "Det er ikke noget for os. Det er ikke OL", sagde vicepræsidenten i byens olympiske komité. Ungdommen er interesseret i e-sport og lignende. Så lad os kigge på det. Lad os mødes med dem og se, om vi kan komme til enighed, sagde Tony Estanguet, til nyhedsbureauet AP.

Den overvejelse er dog med Thomas Bach som IOC-præsident ikke aktuel.