Spiegelhauer sendt til tælling på under 3 minutter i dødszonen

Om kort tid træder to danskeres færd mod toppen af Mount Everest ind i den mest afgørende fase. 'Dødszonen' skal besejres.

Det kan godt være, udsigten er god. Men det er også det eneste positive, der er at sige om at befinde sig i 8000 meters højde uden kunstig ilt.

'Dødszonen' kaldes det af bjergbestigere. Og det er ikke bare et iøjnefaldende ord, der skal skabe opmærksomhed og hysteri. For i den højde begynder din krop at nedbryde sig selv, og opholder du dig for længe i den, kan du være sikker på én ting: Døden.

Hvad der kan lyde som et mareridt for de fleste, er drømmen for danskerne Jakob Urth og Rasmus Kragh. For dem betyder dødszonen nemlig, at de er tæt på deres ultimative drøm; at nå toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, uden brug af kunstig ilt.

Tryk på pilene i 3D-modellen nedenfor for at læse detaljer om de to ruter, som Rasmus (den nordlige rute) og Jakob (den sydlige rute) tager op af Mount Everest.

Når grafikken er indlæst, kan du navigere med pilene herunder.
Vi kan se, at du ikke har slået WebGL til i din browser. Det er nødvendigt for at få den fulde oplevelse. Se her, hvordan du slår det til. Alternativt kan du åbne artiklen i Google Chrome eller Mozilla Firefox.
OBS: Vi kan se, at du bruger Internet Explorer. Vi anbefaler at skifte til Google Chrome eller Mozilla Firefox for at få den fulde oplevelse.

Netop nu står de overfor denne sidste og brydsomme udfordring. Snart forsøger de hver især at nå højder, som de fleste af os kun når at opleve gennem et flyvindue, i et forsøg, der har sin helt naturlige tidsbegrænsning. Når de ikke toppen i tide, er de nødt til at vende om, for ellers kommer de ikke ned igen.

- Det er faktisk tæt på en dødelig opgave. De udsætter sig selv for en meget stor risiko og kan endda også risikere at få nogle varige symptomer, når de kommer ned igen, lyder det fra overlæge på Rigshospitalet Mads Klokker om den farefulde færd.

square to 16x9
Her kommer tekst om naturens storhed Foto: Rasmus Kragh / Privatfoto

Men hvad er det egentlig, der sker inde i kroppen, når den udsættes for de fjendtlige omgivelser?

For helt konkret at finde ud af hvordan dødszonen påvirker et menneske, har TV 2 SPORTs videnskabelige redaktion, SportsLab, lavet en række forsøg, der skal vise, hvad det er, der gør denne sidste del af færden mod toppen af Mount Everest så farlig.

Jeg er blevet pinligt bevidst om, hvor begrænset ens evner er, når man kommer højt op

Morten Spiegelhauer, tv-vært

Blandt andet udsatte vi tv-vært Morten Spiegelhauer, der netop nu er i Nepal for at følge de to danske bjergbestigeres færd, for en tur op i 8000 meters højde uden kunstig ilt. For at lade ham mærke på egen krop, hvad det er for nogle forhold, der venter de to vovehalse. Og resultatet kom mildest talt bag på ham. Det vender vi tilbage til senere.

Hvorfor kaldes det 'dødszonen'?

Vi mennesker er afhængige af ilt for at kunne overleve. Får vi ikke nok ilt, stopper kroppen med at fungere. Så enkelt er det faktisk. Dødszonen starter ved 8000 meters højde, og deroppe er luften så tynd og iltfattig, at mennesker kun kan overleve i få dage.

Alene at trække vejret er vanskeligt, og derfor er de sidste meter til toppen af Mount Everest særligt møjsommelige. Der skal bestiges i langsomt tempo og med få skridt mellem de pauser, man er nødt til at holde jævnligt for ikke at blive stakåndet.

Men selv i pauserne fortsætter nedbrydelsen af kroppen. Konklusionen er, at du bliver svagere både i bevægelse, og når du ligger stille. Mange bjergbestigere oplever tillige at få hallucinationer i den iltfattige luft.

I et fladt land som Danmark er der ingen naturlige omgivelser, der kommer i nærheden af at være som i dødszonen. For at vise, hvad det er for nogle forhold, der venter de danske bjergbestigere, allierede vi os med Flyvestation Skrydstrup og Experimentarium i København.

square to 16x9
Der er stor forskel på, hvor meget ilt der er i luften ved havoverfladen og i 8000 meters højde. Poul Kattler, geograf, bjergguide og udstillingsudvikler på Experimentarium forklarer. Video: TV 2 SPORT

På toppen af Mount Everest er der kun en tredjedel af den ilt, der er ved havoverfladen. Det skyldes, at trykket er langt mindre i højderne end ved landjorden. Kroppen har brug for mere ilt for at fungere, og derfor stopper den med at fungere normalt, når man er i dødszonen. I videoen ovenfor repræsenterer de hvide kugler i beholderen mængden af ilt i luften ved henholdsvis havoverfladen og i 8000 meters højde. Der er samme mængde luft, men langt fra samme mængde ilt.

Den sparsomme mængde ilt bevirker, at den luft, der trækkes ned i lungerne, ikke er nok til at holde kroppen kørende.

Fakta om akklimatisering

Akklimatisering er en proces, hvor kroppen til dels vænner sig til iltmanglen. Kroppen danner naturligt flere røde blodlegemer, og der kan dermed transporteres mere ilt rundt i kroppen. Normalt udgør de røde blodlegemer under 45 procent af blodet (resten er væske og proteiner). En øgning til omkring 55 procent giver mere ilt til kroppen. Men ved 60 procent er der så mange celler og så lidt væske i blodkarrene, at blodet bliver tykt og flyder langsomt. Det betyder mindre ilt til cellerne og en kraftig øget risiko for blodpropper og forfrysninger.

En anden fare, der kan følge af mangel på ilt, er såkaldt højdesyge, der i de værste tilfælde kan være dødbringende inden for få timer. For at undgå det er det vigtigt, at man gradvist træner kroppen til at fungere med mindre ilt. Det kaldes akklimatisering.

Selvom de danske bjergbestigere er akklimatiserede, så er der ingen, der kan overleve i dødszonen uden kunstig ilt i mere end et par dage. Derfor skal bjergbestigere have foretaget deres topforsøg til verdens tag inden for 36 timer. Og de har kun ét forsøg, da kroppen bliver så nedbrudt af at være i dødszonen, at bjergbestigerne herefter skal ned fra højderne for at være sikre på at overleve.

(Nedenfor: Et overblik over Rasmus Kraghs mislykkede forsøg til toppen af Mount Everest i 2017)

Overblikket over sidste sidste års tur op af Mount Everest for Rasmus Kragh
Overblikket over sidste sidste års tur op af Mount Everest for Rasmus Kragh Foto: TV 2

Rasmus Kragh forsøgte sidste år at nå toppen af Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Men han måtte vende om bare 250 meter fra målet på grund af en storm. I videoen herunder befinder Rasmus Kragh sig i dødszonen. Og her kan man se, hvordan den iltfattige luft påvirker den danske bjergbestiger.

Netop nu er han i gang med den absolut sidste forberedelse, før han igen forsøger sig med en tur mod toppen af Mount Everest - og altså op i dødszonen.

- Kroppen arter sig lige efter bogen. Fyldt med overskud, og akklimatiseringen virker efter hensigten. Mine tal - hvilepuls og iltmætning - er gode, så jeg ser virkelig frem til snart at presse kroppen endnu længere opad i de tynde luftlag, fortæller Rasmus Kragh fra Mount Everest.

square to 16x9

Mennesker, der bevæger sig på verdens højeste bjerge, udsætter deres krop for ekstreme udfordringer. Uden ilt kan hjerne, muskler og væv ikke fungere. I dødszonen lukker hjernen og kroppen hurtigt ned, og kommer man ikke ned i tide, udvikler man hjerneødem og lungeødem.

I forsøget herunder viser vi, hvordan ødemerne som en hurtigt voksende svulst (ægget i videoen) presser på og stopper blodtilførslen. Det er denne mekanisme, som kan ske, hvis man opholder sig for længe i dødszonen. Og det er en mekanisme, der både kan forsage alvorlige skader på kort og på lang sigt.

Poul Kattler, Geograf, bjergguide og udstillingsudvikler på Experimentarium, illustrerer lunge -og hjerneødem Video: TV 2 SPORT

Fakta om hjerne og lungeødem

  • Hjerneødem: Hjernen reagerer på iltmanglen ved at udvide de blodårer, der fører ilten frem til hjernecellerne. De udvidede blodårer får hjernen til at svulme op. Kommer man ikke ned fra højderne i tide, får man hjerneskader.
  • Lungeødem: Når kroppen finder ud af, at den ikke får ilt nok, udvider lungerne sig. De udvidede og hårdt pumpende lunger kan ødelægge den tynde hinde, der adskiller blodkar og blodårer fra lungens luftsække. Hvis hinden brister, så fyldes lunger med blod og væske, og så drukner man.

Udover lungeødem og hjerneødem er der også høj risiko for blodpropper i dødszonen. De ekstra røde blodlegemer, som kroppen danner i højderne for at kompensere for den manglende ilt, får blodet til at blive tykkere, og det får derfor sværere ved at flyde rundt i kroppen.

Konklusionen er meget enkel. Mennesker er ikke skabt til at opholde sig i den slags miljøer. Vores krops forsvarsmekanismer sætter gang i en selvdestruktionsproces.

Det er ikke noget, der sker pludseligt. Faren kommer snigende, som højdemeterne tæller op.

I 3000 meters højde vil de fleste kunne opholde sig uden de helt store problemer. Dog vil en del opleve symptomer på højdesyge. Det er hovedpine, svimmelhed, træthed, manglende appetit og kvalme. Dog vil disse symptomer typisk forsvinde i løbet af et døgns akklimatisering.

I 5000 meters højde mærkes det hele mere tydeligt. Mange vil opleve synsforstyrrelser, stærk hovedpine og motoriske problemer. I denne højde kræves der flere uger med tilvænning, før man kan fungere nogenlunde normalt.

I 8000 meters højde kan ingen opholde sig i længere tid, og der er risiko for varige mén. Ved akklimatisering er det muligt at opholde sig i højden i op til to dage, men det er ikke uden risiko. Der er typisk kronisk træthed, kronisk svimmelhed, kroniske vejrtrækningsproblemer, risiko for hjerneskader og lungeødem (væske i lungerne).

square to 16x9

Der er forskel på, hvordan kroppen reagerer, alt efter om man udsættes for akut iltmangel, eller om man er akklimatiseret - langsomt tilvænnet højden - som bjergbestigerne er.

Ved akut iltmangel vil man i 2000 meters højde blive forpustet, i 4500 meters højde vil man føle sig mærkelig og omtåget, og i 6000 meters højde kan man besvime. På toppen af Mount Everest vil man dø i løbet af 10 minutter, hvis man ikke er akklimatiseret.

square to 16x9

Alligevel er det muligt at bestige verdens højeste bjerg og slippe levende fra det uden skader, og det skyldes netop akklimatisering eller højdetilvænning, som det også kaldes. Men selvom man akklimatiserer, vil kroppen og de kognitive funktioner hurtigt blive nedbrudt, når man befinder sig i dødszonen. Det er der intet værn mod.

Det kan godt være, du vil opdage, at du måske ikke var helt god til det, men du vil slet ikke opleve alle de mærkelige fejl, du laver, før bagefter

Mads Klokker, overlæge på Rigshospitalet

For at vise hvad der sker ved akut iltmangel i 8000 meters højde testede tv-værten Morten Spiegelhauer sine kognitive evner i et trykkammer. Det eneste sted i Danmark, hvor det er tilladt at foretage sådan et forsøg, er på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland. Her bliver Forsvarets piloter testet, så de lærer deres kognitive begrænsninger at kende, inden de skal ud at flyve.

- Der sker nogle neurologiske mekanismer i den højde. Man bliver bevidstløs i sidste ende. Men inden vi når så langt, så sker der det, at man bliver konfus. Man bliver dårligere til at træffe de rigtige beslutninger. Og sådan noget kan jo være rigtig fatalt - altså, dødeligt, hvis man kommer til at gå den forkerte vej ned, når man skal ned deroppe fra (Mount Everest, red), siger overlæge Mads Klokker.

Forud for forsøget har Spiegelhauer fået foretaget et helbredstjek. Man må nemlig ikke fejle det mindste for at komme i tryktanken. Det er ganske enkelt for farligt.

square to 16x9
Morten Spiegelhauer i tryktanken Foto: Photographer: Anders-christian / Copyright: Anders-Christian Dahl

Først kommer Morten Spiegelhauer ind i tryktanken, hvor han skal sidde med iltmaske på, mens de simulerer en højde på 25000 fod, svarende til 8000 meters højde. Altså det, man i bjergene vil betegne som dødszonen. Med ham er en sikkerhedsmand fra Forsvaret, som skal hjælpe Morten Spiegelhauer i tilfælde af, at han besvimer.

Når 'højden' er nået 8000 meter, skal Morten Spiegelhauer tage sin iltmaske af. Herefter skal han løse nogle meget simple opgaver som at skrive sit navn og trække streger mellem synonymer som for eksempel 'tyk' og 'tynd'. I alt må han kun have iltmasken af i fem-seks minutter, ellers kan han risikere hjerneskader.

Til sidst skal Morten Spiegelhauer løse en umiddelbart meget simpel opgave. Han skal finde nogle bestemte klodser og så putte dem i de rigtige huller. Et stykke legetøj, vi normalt kender til de helt små børn og babyer. Men her render tv-værten ind i store problemer. Og på det her tidspunkt har han kun haft iltmasken af i to og et halvt minut.

Morten Spiegelhauer må opgive at gennemføre opgaven, som et fireårigt barn ville kunne klare uden de store problemer. I alt havde han kun iltmasken af i tre og halvt minut i de 8000 meters højde, inden hans kognitive evner blev stærkt svækket.

Han begyndte også at blive svimmel - det snurrede i hænder og ben. Og efterfølgende kunne han ikke engang huske, at han havde forsøgt at løse opgaven med klodserne. Efter de tre og et halvt minut bliver Morten Spiegelhauer bedt om at tage sin iltmaske på igen. Det behøvede han dog ikke hjælp til. Men det skal pilotaspiranter faktisk nogle gange have hjælp til, fordi de er for diffuse.

Efter de tre og et halvt minut i 8000 meters højde kommer Morten Spiegelhauer 'ned' til havoverfladen igen. Og der gik bare få minutter, før han var sig selv igen.

- Det svarer til, hvis du drak dig rigtig plakatfuld, og du skulle prøve at lave nogle lidt avancerede regnestykker. Det ville du ikke kunne gøre rigtig godt. Det kan godt være, du vil opdage, at du måske ikke var helt god til det, men du vil slet ikke opleve alle de mærkelige fejl, du laver, før bagefter, hvor du evaluerer dig selv, siger overlæge på Rigshospitalet Mads Klokker.

Indtil nu har ingen dansker besteget Mount Everest uden brug af kunstig ilt.
Indtil nu har ingen dansker besteget Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Foto: Prakash Mathema / Ritzau Scanpix

Når Morten Spiegelhauer er i Nepal, ’nøjes’ han sammen med sin fotograf med at gå op til 6500 meters højde. Herfra vil han fra sidelinjen på sydsiden af Mount Everest følge Jakob Urths færd til toppen.

- Det er et vildt projekt, de (Rasmus Kragh og Jakob Urth, red.) kaster sig ud i. Og efter selv at have været i 8000 meter uden ilt, hvor jeg kunne holde i fem minutter, så ville jeg besvime, så synes jeg, det her er endnu mere vanvittigt. Ikke at de gør det, men at de rent faktisk kan gøre det. At man kan træne sig mentalt og fysisk op til at gennemføre det, siger Morten Spiegelhauer.

På lånt tid

Som om den stejle bjergkam på vej mod toppen ikke er udfordring nok i sig selv, så skal bjergbestigerne kunne modstå kuldegrader på ned til -40, forfrysninger, laviner og pludselige vejrskift. Det hører også til udfordringerne på vejen op mod Mount Everest. Og udover det, så skal de også få kroppen til at makke ret i det iltfattige luftlag.

- Når man bevæger sig oppe i Mount Everest-området, og på vej op og ned der, så er der jo faktisk en del, der dør. Fire til fem procent risikerer at dø ved sådan en færd der, siger overlæge Mads Klokker.

Ikke desto mindre så er det lige nu virkeligheden for de danske bjergbestigere Jakob Urth og Rasmus Kragh. Indenfor de næste par dage vil de fra hver deres side af bjerget forsøge at komme igennem dødszonen for at nå op til verdens tag uden brug af kunst ilt.