North vinder Dreamhack Open Tours

16x9
Danskerholdet North kunne juble over en sikker finalesejr i Dreamhack Open Tours. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

Med sejren følger en pengepræmie på 315.000 danske kroner.

Det danske Counter Strike-hold North kunne mandag aften lade jublen bryde løs, da de besejrede HellRaisers i finalen ved Dreamhack Open Tours.

North vandt kampen 2-0 med cifrene 16-12, 16-6.

- Vindere!!! Vi tager Dreamhack Open Tours-trofæet med hjem. Stor lettelse at vi endelig fik trofæet med hjem – og god kamp og godt spillet til HellRaisers, skriver North på Twitter.

- Vinder af Dreamhack Tours. Jeg er så glad for, at vi overkom vores problemer ved at arbejde hårdt og rykke tættere sammen i bussen. Vi kom stærkere tilbage, skriver North-spilleren Mathias ’MSL’ Lauridsen på Twitter.

Også modstanderne fra Hellraisers havde rosende ord tilovers for North efter finalen.

- Desværre var North stærkere! God kamp. Tak til fansene for støtten og for organisationerne for at skabe et forrygende event, skriver modstanderne fra Hellraisers på Twitter.

Sejren indbringer danskerne en præmie på 315.000 danske kroner.